Det er tydeligt, at Alen Mešković har ladet sig inspirere af både Orwell og Huxley i hans dystopiske fortælling om Danmarks fremtid – et samfund, hvor hvert menneske kender den præcise dato for sin egen død. Når døden ikke længere er et uberegneligt vilkår, men en fastlagt begivenhed, kan livet optimeres ned til mindste detalje. Tiden bliver en ressource, der kan planlægges, udnyttes og disponeres med næsten matematisk præcision. Men i samme bevægelse forsvinder også den eksistentielle uro, der følger med livets uvished.
I ”Den smukkeste afsked” møder vi ægteparret Kim og Rebekka, hvis livssyn står i skarp kontrast til hinanden, og udgør historiens omdrejningspunkt. Deres relation bliver et spejl, hvori romanens filosofiske spændinger træder frem, mellem pligt og frihed, mellem system og individ. Der er åbenlyse undertoner af kantiansk pligtetik, hvor det rationelle, nyttige og moralsk forpligtende får en central rolle. Samtidig giver Mešković, med spor af Kierkegaards eksistentialisme, en eftertænksom indsigt i en verden, hvor mennesket har fået kontrol over sin egen tid, men samtidig står i fare for at miste noget af det mest grundlæggende: det levede liv i sin reneste form. Livet lader sig nemlig ikke indfange i kalkuler og beregninger. Det er både lykke og smerte, alt det, vi føler, og som kryber ind under huden på os. Romanens egentlige point of no return opstår i de tilspidsede moralske spændinger mellem Kim og Rebekka, og som læser er det mærkbart, hvad man ønsker der skal ske. Her lykkes det Mešković at pege på noget dybere, måske vores mest menneskelige længsel, ønsket om at leve i uvished. For det er netop i uforudsigeligheden, i sprækkerne mellem plan og virkelighed, at livet får sin tyngde og sin betydning.
Alen Meškovićs forfatterskab væver de mest grundlæggende menneskelige spørgsmål ind i et større historisk kontinuum, hvor reelle kriser og samfundskritik danner bagtæppe. Det gøres med en absolut skarphed og glimrende overbevisning.
Skriv et svar