“ Det fremragende findes ikke” hedder første kapitel i Alexanders von Oettingens bog; “ Pissedårlig undervisning. En anbefalelsesværdig bog at læse, også selv om du ikke befinder dig i skoleverdenen. Bogen er velskrevet og rammer spot on ind i den verden, som vi alle er en del af, nemlig bestræbelserne på hele tiden at måle det bedste. Hvad er fremragende og hvorfor stræber mennesket altid efter noget mere, noget bedre, noget unikt, enestående og helt igennem fantastisk? Er det forkert, at stræbe efter “drømmen” og alt “det perfekte”? Findes det perfekte og det fremragende?
Hvorfor taler vi ikke om pissedårlig undervisning? spørger Alexander von Oettingen. Hvorfor er der kun fokus på oplægsholdere og forskning, som fortæller, hvordan det hele skal gøres for at opnå det perfekte resultat? Hvorfor er målet hele tiden at opnå det fremragende? Hvornår begynder vi at tale om den mulige bedre undervisning, og ikke om den fremragende. Hvornår sætter vi fokus på det mulige? Skyldes talen, at det måske er ret vanskeligt at præcisere, hvad præcis der er fremragende undervisning? Måske fordi, at fremragende kommer i forskellige udgaver. Måske er det lettere at definere det, som vi ikke ønsker eller stiler efter. Når vi ikke kender opskriften på det fremragende kender vi måske heller ikke opskriften på det pissedårlige, og når vi ikke kender den præcise opskrift kan vi ikke få mere af det, som vi gerne vil have og mindre af det, som vi ikke ønsker.
Alexander Von Oettingen skriver på side 19 i sin bog ”Pissedårlig Undervisning”; “ Pissedårlig undervisning er ikke en tilfældighed, men en prioritering og handling. Dette er vigtigt at holde fast i, for ellers bilder vi os selv ind, at det gode er noget, som vi selv skaber, mens det dårlige bare sker.” Hvornår har du sidst spurgt dig selv, hvornår du lærer bedst, mest og hvordan læring foregår hos dig? Det er med garanti ikke på samme måde, at læringen foregår hos din nabo, din søster eller ved dine børn. Læring opstår ikke bare ud af det blå. Du kan sidde og tænke til et foredrag, at det er rigtig spændende, det må jeg huske, det skal jeg bruge og sekundet efter, at du har forladt foredragssalen har du glemt det meste af det, som du ville huske.
Pædagogiske paradokser taler Alexander von Oettingen ligeledes om i sin bog ” Pissedårlig undervisning”. Det paradoksale i, at børn er tvunget til at gå i skole, tvunget til at lære. Det paradoksale i at en undervisningssituation altid er kunstig, og at undervisningen foregår på afstand af livet. Spørgsmålet er om ikke læring er en individuel proces? Kan vi tvinge nogen til at lære noget?
Yderligere paradoks er der i, at vi skal lære eleverne at tænke selv, og at de skal gøre det i et socialt fællesskab. Alle disse paradokser står de professionelle lærere og deres elever med hver dag. Beslutningerne træffes i den given situation, for der er aldrig en undervisningssituation der som udgangspunkt er perfekt eller fremragende. Interaktioner mellem mennesker skaber et spænd mellem god og dårlig. Vi reklamerer i skoleverdenen for et utal af pædagogiske metoder, nogle gange er det de samme metoder, der dukker op, blot med et nyt navn, og alligevel kan vi vel ikke helt forklare, hvordan det enkelte menneske lærer bedst? Spørgsmålet er om vi ved det helt præcist endnu?
I kapitel 3 i Alexander Von Oettingens bog skriver han, at det må være nærliggende at se på læreren, når talen falder på pissedårlig undervisning. Det er vel i bund og grund læreren, der står for undervisningens planlægning, eller måske er det faktisk slet ikke så simpelt alligevel, skriver han. De rammer, betingelser og politiske strømninger, der gennemsyrer den skolepolitiske debat betyder vel også noget? I bund og grund kan jeg vel også sætte mig for at blokere for min egen indlæring eller, hvad tænker du?
Skolen er blevet en forretning, en virksomhed, hvor økonomiske vækstmodeller sætter retning og påvirker den undervisning, som etableres i klasseværelserne. Så kan vi begynde at tænke over, hvordan økonomi og pædagogik passer sammen.
Jeg synes, at bogen er letlæst med sine 100 sider. Den er holdt i en humoristisk og let provokerende tone, som får en til at tænke over de eksisterende pædagogiske teorier og den folkeskole, som vi har i Danmark. De skarpe pointer kan man fint bruge til andet og mere end skoletanker. Tanken om, at mennesket hele tiden stræber efter det perfekte er på en og samme tid tankevækkende og skræmmende. Jeg vil give bogen 5 stjerner.
Skriv et svar