Vildtmaner er anden bog i triologien om Askens Magikere, og den lever fuldstændig op til sin forgænger. Bogen er skrevet i et let og flydende sprog, og jeg har et helt klart indtryk af, hvordan både personer og steder ser ud.
Mirja vågner op til en forandret verden, der efter skovens brag ser helt anderledes ud, end den tidligere har gjort. Naturen er vågnet, og overalt kommer planter og træer til live. Landskabet har også forandret sig, og ikke mindst er magien blevet synlig. Magiske væsner, der tidligere, har levet i skjul, giver sig til kende, og mange samler sig på Askenfjeld.
Mirja står i en svær situation. På den ene side er hun en ung pige, der bare gerne vil hjem, men på den anden side er hun en magiker med et stort ansvar. Vi følger Mirjas frygt og håb både på det personlige plan og som troldkvinde af Askenfjeld. Balancen mellem de to holdes fint.
I løbet af bogen kommer Mirja til at stå i adskillige svære situationer, og hun har brug for at vide, hvem hun kan stole på. Men det er ikke så nemt, for alliancer formes og ændres, og ikke alle er, hvem de foregiver at være. Det er ofte ikke muligt for, hverken Mirja eller læseren at gennemskue, hvem der er ven, og hvem der er fjende.
Slutningen på bogen er meget dramatisk, og det hele ser så sort ud ikke bare for Mirja, men også for andre magiske væsner og naturen. Jeg håber ikke, at der går alt for lang tid, inden den næste og sidste bog i serien udkommer, for det er noget af en spænding, jeg er blevet efterladt i.
Den første bog i triologien fortalte os, at mennesket bærer ansvaret for naturens tilstand, og Vildtmaner stiller et meget stort spørgsmål, nemlig om den, der er skyld i dårlig situation, må være med til at rette op på den eller skal vige pladsen for andre. Igen en meget aktuel problematik, sådan som verden ser ud i dag.
Skriv et svar