En mand er på en længere rejse med sin familie til De Kanariske Øer. Børnene er et og fem, to små halvkloner af deres forældre, som er midt i trediverne og ikke har sovet i et halvt år.
De oplever et all inclusive-hotel, dresserede delfiner, golde velhaverområder og ender i en grotte hugget direkte ind i de vulkanske klipper.
Min Mening
Jeg havde Vulkanø med på mit årlige ophold på Tenerife, og jeg kunne i den grad føle med hvor familien var. Jeg tror dog aldrig rigtig jeg fandt ned til den vrede som Daniel Dalgaard prøver at få frem, er det måske fordi den er for gængs? Er det en vrede vi skal arbejde med og omfavne for at den kan forsvinde og vi kan få fri?
Bogen satte mange tanker i gang, mest fordi den er så rolig som jeg følte den var. Den var langsom, og den var i den grad udenfor min komfort zone, men det betyder ikke jeg finder den dårlig, men jeg kan blive i tvivl om jeg forstod forfatterens budskab.
Man følger familien mens de kommer rundt på Tenerife i den måned der er trukket ud af deres kalender, men forløsningen kommer netop på Tenerife, hvor det går op for forfatteren at nu er han selv far. Der skal gøres op med dæmoner af vrede før end det projekteres videre ned til det lille nye individ, nemlig hans søn.
Vulkanø er en roman der er smuk i sig selv, men jeg tror jeg tager den på mig, fordi jeg kender omgivelserne hvor refleksionerne sker, og faktisk var i dem da jeg læste bogen. Omend den er vigtig uanset hvor man er henne. Vi er alle sammen vrede, men hvor kommer det fra, og kan vi forløse det, så vi ikke kommer til at skabe uro i de lavere rækker?
Skriv et svar