Anmeldelse af Jesper Romme Fischers historiske roman Dødens København
”Det tog ikke lang tid at vænne sig til at gå rundt blandt de døde. Heller ikke om natten. Der er ingen spøgelser på lighuset. Jeg kan fornemme på de seks andre, som arbejder her, at for dem er arbejdet forbundet med et vist ubehag. Kun Magnus og jeg virker uberørte af de døde og skindødes selskab. Magnus kan endda finde på at snakke til de døde: ”Nå, hvad fanden ligger du her for, din smækfede madamme, skulle du ikke tage og smutte ned i et skident hul?”
Så når der er brug for en nattevagt, er det altid Magnus og mig, der har dem. Oftest Magnus. Faktisk kan de døde virke beroligende på mig. De skulle gerne påvirke mig, så jeg kan komme videre med at redde Caroline, men når det skal være, er det bedre, at de døde får mig til at slappe af, end hvis de gav mig mareridt og skræmte mig fra sans og samling.”
Citat fra bogen side101.
Vi befinder os i slutningen af det 19. århundrede. 1875 skrev HC Andersen i sin dagbog om skindød, en tilstand han selv frygtede at være i, når han skulle begraves.
Romanen hovedperson, Emil Bruhier er hjælpedegn for præsten Theodor, der overtager ansvaret for Emil, efter sine forældre, der tog den forældreløse Emil til sig. Theodor og Emil voksede op sammen og blev bedste venner, indtil den dag Theodor vender hjem med sin meget yngre hustru, Caroline. Emil og Caroline føler sig straks tiltrukket af hinanden og indleder et hedt kærlighedsforhold, der brat stopper den dag, Theodor afslører dem i Emils seng.
Tragedien fuldbyrdes i få minutter, og Emil må flygte. Han drager mod København, efterladende Caroline og Theodor døde.
Emil møder en halvsvensker, der er døende, og får derved mulighed for at skifte sin identitet, inden han som så mange andre i disse år udskifter sin tilværelse på landet med et usselt liv i hovedstaden. Emil hedder nu officielt Jønsson og får job som arbejdsmand ved en byggeplads, hvor der bygges et stort lighus.
Som mange arbejdere må Jønsson nøjes med at skaffe sig ulovligt logi for natten på et loft, i den første tid, hvis han vil undgå at fryse ihjel. Han vil ikke dø endnu, for han kredser om at forstå, hvad der skete i hans værelse på præstegården og håber at kunne tænke sig til en måde, hvordan han kan ændre det skete på, så Caroline overlever.
Det viser sig først som en mulighed, i hans fantasi, da han selv bliver henrettet.
Men inden da skal han gruelig meget igennem, idet han får arbejde på det færdige lighus, som er bygget efter Funestus selskabets tankeeksperimenter.
Funestus selskabet består af Hofbedemand Schou, som er bygherren, der har tjent mange penge på de mange, der dør i København, grundet de dårlige sanitære forhold, fattigdom. Arbejderklassens børn, familier og enlige dør i hobetal, men også de bedre stillede borgere dør af epidemier.
Københavns stadslæge, Peter Anton Schleisner, er med i selskabet af videnskabelige og humane årsager, han prioriterer at komme skindøden til livs. Hans mål er ved at afprøve forskellige makabre metoder at finde et dødskriterie, der holder. Derfor skal de døde ligge i flere dage i lighuset.
Det tredje medlem er professor Le Bon, en fantast, der påstår at kunne få en, der har været udsat for guillotinen, til at overleve. Le Bon afprøver teorien i en mindre guillotine, beregnet til hunde.
Det fjerde medlem er sagfører og digter Nissen, der har udbredt myten om den skindøde og derved skabt muligheden for at få lighuset lovliggjort.
Præsten Hviid er det femte medlem af Funestus selskabet. Han bedriver nekrofile aktiviteter som bibeskæftigelse i lighuset.
Det sjette medlem af selskabet bliver nordmanden Bjørnstierne, som Jønsson for en tid arbejder for.
Funestus selskabet arbejder for videnskabens fremme, også for indførelse af kremering.
Romanen kredser fra først til sidst om alle afskygninger af døden, men også om hovedpersonens tanker om selskabet og dets medlemmer, om de nye eksperimenter, han bliver inddraget i, om etik og moral, og hvad der er legalt, om koroption i samfundets elite og undertrykkelsen og misbruget af de svageste samfundsfæller, både de levende og de døde.
Læsningen begynder in medias res, hvorefter kapitlerne springer tilbage til Emils forhistorie, for igen at viderebringe den kronologi omkring hans arbejdsliv som Jønsson i København.
Forfatteren formår med sin fantasi og skrivestrategi at fastholde læseren i et spændingsfelt igennem hele romanen. Man aner som læser til sidst, at det hele vil ende galt, spændingskurven topper til lige efter point of no return.
Men beskrivelsen af hele det voldsomme scenarie af hverdagens København og døgnets gang på lighuset kryber ind under huden på læseren.
Forfatteren gør i efterskriftet opmærksom på, hvad der er historisk korrekt i romanen, og hvad der er fiktion.
Jeg giver bogen en varm anbefaling, men den er ikke for sarte sjæle.
Skriv et svar