Thomas Østergaard har med den antikke dialogform på den filosofiske måde valgt at undersøge det vigtige abstrakte emne, som livskvalitet er.
Det fiktive set up i denne grundigt gennemtænkte bog er, at tidligere filosofistuderende mødes med en rigmand i hans fine hjem.
Efter en gourmetmiddag med gode vine forklarer musikeren Eskild om sit bud på livskvalitet via den filosofiske teori, der hedder eksistentialismen.
Dette gøres på baggrund af, at rigmanden, Guldbrandt, har taget afsked med sin datter i en alt for tidlig alder. Datteren fik gjort opmærksom på, at hendes far ikke har nogen livsværdier at leve videre på, hvilket hun selv havde, og uretfærdigheden i at hun dør før ham.
Guldbrandt erkender, at han ikke har været en nærværende far, da hans liv har været fokuseret på forretninger og bestemt ikke på de nære ting.
Nu vil han gerne kunne være der for sit barnebarn, men hvilke værdier har han at give videre? Og hvad er livskvalitet egentlig, spørger han sig selv og sine gæster, der alle har studeret filosofi.
Efter Eskilds udlægning af sin filosofiske retning, eksistentialismen, hvor værdien af et personligt valg fremhæves gives efterfølgende løbende plads til Guldbrandts spørgsmål, hvilket der også bliver ved de andre fremlæggelser. Nu er det de andre gæsters tur til at argumentere kritisk imod eksistentialismen, og Guldbrandt forholder sig til deres kritik, hvilket Eskild også gør og forsvarer sit filosofiske ståsted. Og samme procedure gentages, til alle gæsterne har bidraget med deres filosofiske tilgang. Herved vendes hver sten i en langvarig dialog.
Dernæst bliver det bibliotekaren, Heidis, tur til at fremlægge hedonismen, som handler om at fokusere på at nyde livet.
Sælgeren, Preben, får i sin kritik af hedonismen vist, at under de rette omstændigheder, hvor nydelsen beror på en passiv livsførelse, fører hedonismen ikke til livskvalitet.
Preben fremlægger efterfølgende sit bud på livskvalitet: Præferenceopfyldelsesteorien. Den er baseret på subjektive præferencer. Men Rasmus mener, præferencer kan være objektive. I sin forklaring viser Rasmus først lighederne mellem eksistentialismen, hedonismen og præferenceteorien, idet de alle tre baserer sig på subjektive præferencer. Her ses de tre teorier fra et meta-niveau. Dernæst forsvarer han sit objektivistiske standpunkt og går videre med at kortlægge sin livsanskuelse: livskvalitetsrealismen, som ikke er baseret på nogen teoretiker.
I diskussions- og spørgedelen bliver efterfølgende vist, at livskvalitetsrealismen også gælder i børns tilfælde, hvilket er en vigtig pointe for Guldbrandt.
Sluttelig drejes samtalen ind på, at der ikke kun findes objektive livskvalitetsværdier, men også moralske værdier. Disse værdier fremmes ved at arbejde i fællesskab med andre om at bidrage til, at verden bliver et bedre sted at leve i for alle mennesker. Et hvert menneske har noget at bidrage med, og gør man det, forbedrer man både andres og sin egen livskvalitet. Ved at udfolde fornuftskapaciteten i en aktiv problemløsningsopgave, kan man gøre en forskel, hvorimod et passivt liv ikke gør en forskel og gør ingen gavn for den passive eller andre.
Sluttelig giver Rasmus et bud på, hvordan Guldbrandt kan fylde sit liv med livskvalitet.
Bogen er forsøgt at gøre letlæselig ved at forklare fremmedord i selve sin gennemgang, men også med et register til at slå op i. Forfatteren har ønsket at formidle filosofiens bud på emnet livskvalitet, så også nybegyndere på filosofiens bane ville kunne forstå indholdet. Derved bliver der meget lagt vægt på spørgsmål og forklaringer, og det bliver meget detaljeret, det er den måde, forfatteren også forsøger at strukturere indholdet, da en filosofisk samtale i sin form er noget ustruktureret set i forhold til en episk fortælling.
Jeg ved ikke helt, om jeg synes, det lykkes for ham, i al fald må man væbne sig med tålmodighed og afsætte god tid til at forstå indholdet, helst læse lidt ad gangen. Kapitlerne er lange, så det ofte er for stor en mundfuld at læse et helt kapitel ad gangen, hvis man vil til bunds i at forstå indholdet. Men er man til den filosofiske tilgang til livets store spørgsmål, har bogen et godt bud på, hvad livskvalitet indeholder, og forfatteren har gjort sig umage med at drage vigtige pointer frem.
Da jeg havde læst bogen, stod jeg dog tilbage med en følelse af, at pointen ved livskvalitet blev jeg ikke klogere på, end jeg allerede er. Men derfor kan andre læsere godt høste stor viden og overblik og bruge bogen til selvrefleksion. Personligt opfatter jeg Marlows enkle behovspyramide som et mere effektivt instrument til at pege på livskvalitet.
De tre stjerner, jeg giver bogen, er for den grundige formidling af et vigtigt personligt men også samfundsmæssigt vigtigt emne, idet disse to forhold hænger sammen og er altafgørende for vores allesammens fremtid i en usikker verden, hvor mange distraheres af alt muligt, som ikke er vigtigt at beskæftige sig med.
Skriv et svar