Jan Oxholm har skrevet en genial perle, som er svær at slippe når man først er gået i gang.
I romanen møder vi lektor Steen som er forvirret, ranglet og yderst passioneret omkring litteratur skrevet af gamle mænd. Han underviser i Dostojevskij og Houellebecq, og ser ingen grund til at indføre kvindelitteratur på pensumlisten. På samme universitet møder vi det frygtelige studenterråd som likviderer professorer der ikke underviser mangfoldigt eller bruger stødende ord som mand og kvinde. Romanen er en fuldstændig gennemført satire over den krænkelsesdebat som hersker i vore samtid, med hysteriets krav om at være historieløs og en konstant frygt for offentlig udskamning. Steen frygter for sit liv på universitetet, og lige som det ikke kunne blive værre møder han sin overkvinde Selma. En ung gæsteunderviser med hyperfokus på racisme og sexisme i verdenslitteraturen. Spændingsforholdet mellem de to udvikles til en magtkamp om litteraturens kendskab og kønsdiskurser. Jan Oxholm formår med et detaljeret sprogbrug at bringe følelsen af ubehag, forståelse og spejling i hovedpersonerne på en måde så du som læser bliver helt opslugt og fuldstændig forarget. Slutteligt får du som læser en overraskelse i perspektivet hos hovedpersonen, hvor det satiriske overgår til det dystre. Denne roman er et must at læse i tidens æra om politisk korrekthed, og samtidig udpensler Jan Oxholm en alvorlighed om netop emnerne køn, uddannelse, angst, normer, sygdom som efterlader dig tankefuld.
Skriv et svar