Ahlgade består af 31 fiktive nekrologer skrevet af en lokaljournalist i Holbæk i perioden 1945 – 1999 samt journalistens egen nekrolog. Det usædvanlige format tiltrak mig i første omgang til bogen, og det levede til fulde op til mine forventninger. Dertil kommer, at bogen er skrevet i et smukt og flydende sprog, som jeg nød at læse.
Normalt stormer jeg gennem en bog, men Ahlgade tog mig flere uger at læse. I sagens natur er nekrologerne lidt ens i opbygning og indhold, og jeg kunne ikke læse mere end et par stykker ad gangen uden at begynde at blande dem sammen. Men det var ikke en dårlig ting, tværtimod gav det mig noget at se frem til hver dag – lige som det gode stykke chokolade til aftenkaffen. Og det gjorde også, at jeg havde glæde af bogen i længere tid.
De 31 personer er en blanding af alt fra rige bankdirektører og succesfulde kunstnere over skolelærere og frisører til fallerede fodboldspillere og indbrudstyve. Tilsammen danner de en helhed, der er yderst virkelighedstro. Selvfølgelig bærer typerne præg af tidsperioden og er dermed lidt gammeldags set med nutidens øjne, men jeg synes også, at der på en subtil måde skubbes lidt til gængse stereotyper.
Hver nekrolog er et vindue ind til et menneskes livsforløb. Der er en del faktuelle oplysninger, men der skabes også et stærkt billede af hvert menneskes personlighed. Nekrologerne er som udgangspunkt skrevet fra en positiv eller neutral vinkel, men ting som bedrageri, misbrug og utroskab kommer stadig frem i dagens lys. Ved slutningen af hver nekrolog havde jeg følelsen af ikke bare at kende, men også forstå det menneske, der blev omtalt. På den måde viser bogen tydeligt, at alle mennesker er noget værd og har noget at tilbyde.
Ahlgade handler om Holbæk, men det kunne være hvilken som helst lignende by i Danmark. Mit kendskab til Holbæk er begrænset til togstationen, men det generede mig på ingen måde, at jeg ikke kender de steder, der bliver nævnt.
Ahlgade er den bedste bog, jeg har læst i lang tid. Og jeg læser mange bøger.
Skriv et svar