“Du kan skrive noget, som du tror, han har brug for at vide. Ting, som kun en storesøster kan fortælle en lillebror.”
Med disse ord indleder Polly sin bog, som byder på gode råd og vejledning til sin lillebror, der måske snart kommer hjem fra hospitalet. Han er nemlig blevet født alt for tidligt, og Pollys forældre er i øjeblikket indlagt sammen med ham. For at gøre den vanskelige ventetid lidt mere meningsfuld, beslutter Polly at dele erfaringer om det liv, han kan forvente at vende tilbage til. Dette inkluderer viden om familien, livets oplevelser og information om at være skolebarn.
“Mange voksne tror sikkert, at skolen er et sted, hvor deres børn opholder sig i løbet af dagen, for at de skal lære ting og lege med deres venner. Sådan er det også nogle gange, men andre dage føles skolen som en stille krig med usynlige våben.”
Mens Polly skriver, fortsætter livet udenfor, og de mange bekymringer om lillebrors helbred vejer tungt for både Polly og farmor, som må vente i stilhed derhjemme. Pollys stemme er både personlig og relaterbar, hvilket skaber en stærk forbindelse mellem læseren og karaktererne.
Dette er en smuk og hjertevarm fortælling om livet som barn og ungt menneske, med alt hvad det indebærer.
De få billeder, som ses i bogen er rigtige digitale billeder. Det gør Polly endnu mere virkelig og relaterbar for de unge læsere, og tager mig direkte tilbage til mine yngre dage, hvor magasiner som Vi unge og Olivia blev læst med stor entusiasme. Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog, hvilket gør den passende fra cirka 9 år. Den er ideel som hjemmelæsningsbog, men fungerer også glimrende som oplæsning, hvor der er mulighed for at diskutere nogle af de dilemmaer, som Polly står overfor.
Skriv et svar