Max er halvvejs gennem 1. g og har altid været mere optaget af stjerner og galakser, end fester og venner. Hans mor er bekymret og lover ham et kørekort, hvis han tilmelder sig en gruppe for ensomme unge.
Max er hurtig til at stemple de fire andre som tabere, men da en ny pige tilslutter sig gruppen ændrer alting sig. Sylvia er alvorligt syg: Hvis ikke hun får et nyt hjerte, inden sommeren er ovre, dør hun. Alle i gruppen bliver tvunget til at se på sig selv og på livet med nye øjne. Men tiden er imod dem, og det samme er universet: For hvordan undgår man at ødelægge alting, når man har et sort hul indeni?
Min mening
De sorte hullers klub er en meget dyster ungdomsroman, man kommer ind i en verden fyldt med ensomhed og i en klub hvor en eller flere i gruppen synes alle de andre er nogle tabere. “jeg har det ikke skidt, du har…”-typerne.
På allerfineste vis formår Lise Villadsen at tage os med ind i sindet hos de unge mennesker og hvad der rumstere. I et samfund hvor det er vi aldrig har været mere ensomme end vi er lige nu, og er det overhovedet sundt? De unge mennesker har hinanden, og på trods af forskelligheder og en noget afvisende Max, så holder gruppen sammen. Især da det seneste medlem bliver en del af gruppen. Max forelsker sig nærmest hovedkulds og dermed falder han over endnu hårdere da en helt forfærdelig sandhed går op, som nærmest splitter hele gruppen.
Det er barskt, det er lige på og det er råt! Man får nærmest en fornemmelse af at man har lyst til at kramme bogen og slutte sig til gruppen og give dem alle et kram. Især når man læser bogen som voksen, men det er virkelig en process og måske endda en nødvendig en af slagsen, de unge mennesker skal igennem.
Jeg er imponeret over de mange forskellige personligheder som Lise får beskrevet, de er virkelig fyldestgørende og ægte, jeg tror på historien og den har min dybeste sympati. Jeg er fuldstændig vild med dette stykke litteratur.
Skriv et svar