Mads Odgaards debutroman satte dybe spor i mig med hans måde at sammenflette journalistisk viden og fiktiv fortælling på. Han har absolut gjort det igen hans sekundære roman, et plot der er politisk aktivt og levering af et formidabelt resultat. I romanen “Solo I Istanbul” møder vi Miryam, med uighurisk afstamning, opvokset i det vestlige Kina med sine forældre. Karakterne fanger dig allerede fra begyndelsen, hvor du møder dem i deres eget hjem, overvåget af en kinesisk håndlanger fra Kinas Kommunistiske Parti (KKP). Miryam bliver stillet sit livs største ultimatum da hendes forældre bliver taget til fange af KKP i en læringslejr. For at se sine forældre igen, får hovedpersonen den brutale opgave at rejse til Istanbul, i fordækning som uighurisk politisk flygtning, og infiltrere en dissidentbevægelse.
Mads Odgaard har skildret en grufuld og tankevækkende beskrivelse af Xinjiang-regionen i Kina, hvoraf størstedelen er muslimer, som i årevis er forfulgt og overvåget af den kinesiske stat. Det uighuriske folk er et mindretal i Kina, og i romanen føres du dybt ind i kontrolrummet hos KKP, heraf deres planer om at forhindre terrorangreb fra de uighuriske islamister. Her viser Mads Odgaard hans geniale talent for at tale på vegne af de uhørte, hvis stemmer fortjener aktuel større medieomtale på lige fod med andre horible internationale stridigheder og etniske udrensninger. Med et ekstraordinært indblik i en sinificering af det uighuriske folkefærd, formår forfatteren at vise hans sympati for folket, og samtidig en kampgejst der udfolder sig i romanens anden del.
Yderligere træder ensomhed og ængstelighed frem som omdrejende temaer, og disse går i hånd sammen hos hovedpersonen. Som læser bliver du fuldstændig opgivende på vegne af Miryam, men så sker der et vendepunkt og vi møder Maria som respræsenterer romanens point of no return. En kvinde du ikke kan undgå at elske, og som symboliserer retfærdighed og en handlekraft, der får den største effekt på Miryam. Det jeg særligt elsker ved Mads Odgaards anden roman er hans absolutte fremragende måde at let beskrive Miryam på, med plads til at du selv kan danne dig dit eget portræt. Miryams savn til sine forældre er dog så dyb at mærke, og her er det tydeligt at Odgaard med sit litærere skarpe sprog, bringer ensomheden og angsten frem på en måde, at du ikke selv kan undgå at blive bevæget. Du efterlades med spekulationer om livets værd fortalt gennem en figur som har mistet alt, men du hepper inderligt på hende. Du hepper på, at hun frem for alt genvider modet, og troen på at hendes hjerte finder tilknytning til andre.
“Solo I Istanbul” handler om at overleve en konstant kamp mod ensomheden, men også at give sig hen til de mørkeste stunder. Det smukkeste ved romanen er fremstillingen af ængstelighed som en uundgåelig livskraft, og hvis vi lader den komme os til gode, opdager vi nye begyndelser og verdener. Endnu en strålende udgivelse fra Mads Odgaard som skal læses med hjertet.
Skriv et svar