Anmeldelse af romanen Selvsving
De første to kapitler af Selvsving er læserhenvendelser. Allerede der er man som læser godt klar over, at dette er en usædvanlig roman. Intet er, som det plejer at være! Både forord og det efterfølgende citat er underskrevet af to af romanens karakterer. Derefter følger en liste over bogens karakterer, som ser tilforladelig ud. Men dvæler man lidt ved beskrivelsen af de forskellige karakterer, figurerer der hele to hovedkarakterer, og den ene er læseren! Hvorfor mon det? Måske fordi, det at blive aktiv involveret i en psykologisk thriller er en stærk kop te, eller kaffe, om man vil. Bogen er så meget mere end en psykologisk thriller, den er også en meta fiktion om at skrive en roman. Læseren og tre af bogens karakterer medinddrages i tilblivelsen af romanen, på hver sin måde. Det involverer selvmordsforsøg og mordforsøg med egen død til følge.
De to redskaber, romanen vælger til forbrydelserne, er en metalgrå Suzuki og en Gillette Venus Comfortglide Breeze-skraber, genkendeligt og hverdagsagtigt peger disse dødshjælpemidler på, hvor sårbare liv vi lever og holder i vores hænder. (Køb dog engangsskrabere, det kan ikke gå så galt i et øjeblik af psykisk selvsving).
Romanen fanger sine læsere ind i et spændende univers, hvor en bog bliver til. Ved at gøre tre unge fyre fra bogens karakterregister til aktive medvirkende i skriveprocessen, får bogen sit plot.
Thea er den ulykkelige alenemor til to børn, der læser i romanen Selvmord. Et andet sted i byen, på et bibliotek, er tre unge fyre samlet i en læsegruppe. Hver har de været ensomme og finder nu sammen i et læsefællesskab, der udvikler sig til et aktivt plagiat af romanen Selvmord, idet den ene af de unge mænd ved en fejltagelse får udgivet en lille del af sin egen bog, som bliver godt modtaget af unge læsere. Herved får han og de to andre i læsegruppen mod på at videreudvikle en anden forfatters roman. Forfatteren til Selvmord er lektor i faget kontrafaktisk metafiktion, og Erik fra læsegruppen er en af hendes studerende. Hvad Erik ikke ved, er, at hans underviser er forfatteren til Selvmord, da underviseren har opdigtet en fiktiv forfatter. Lektoren bærer selv navnet Liza, som romanens hovedperson også hedder. Lektoren går til psykolog, men psykologen svarer ikke på de spørgsmål, lektoren stiller. Psykologen forstår sig nemlig ikke på etik. Det samme kan man sige om en overlæge, der er aktiv i flere af romanen Selvsving’s kapitler med at lappe hovedpersonen samt de tre fyre sammen, da plottet mod Selvmord og lektoren får sin kulmination.
Netop etik er et emne, læserne indbydes til at reflektere over i det sundhedsfaglige univers, men også i det litterære univers, hvor både romanens fiktive forfatter og endnu en meta-forfatter og en journalist fra Politiken leger med moralske dilemmaer, som er mere eller mindre selvforskyldte. Journalisten, Henrik, vælger en passiv løgn, der måske får fatale konsekvenser for hans karriere.
Lektoren er under konstant pres i en politisk virkelighed, hvori humanismens læreanstalter tilsidesættes og nedprioriteres økonomisk og mister betydning og agtelse i
dagens Danmark, hvor informationskilder er et supermarked af shoppingtilbud af lige dele fiktion og fakta i et virvlende sammensurium.
Selvsving samler hele problematikken omkring retsstatens opløsning i et fakta/fiktions-univers via en alvidende fortæller, der er romanens egentlige forfatter. Eller er den egentlige forfatter egentlig en sammensmeltning af romanens hovedperson, Thea, lektoren, Liza, og forfatteren, ligesom de tre unge fyre smelter sammen mentalt under skriveprocessen i bogens plot. Bedøm selv!
– Liza havde selv en drøm om at blive forfatter. Men drømmen var forbundet med flere udfordringer. For det første kunne hendes periodiske dysleksi vise sig på de mest ubelejlige tidspunkter. For det andet havde hun, qua sit arbejde, svært ved at skrive `fra hjertet` uden hele tiden at føle et behov for at skulle forklare og fortolke sin egen tekst. Det var lykkedes hende at skrive nogle få kortprosatekster, som hun i anonymiseret form havde ladet sine studerende læse. De studerende havde kritiseret teksterne, som både var fulde af stavefejl, som de sagde, og meget fortænkte. Liza var i affekt kommet til at sige, at teksterne var skrevet af forfatteren til Selvmord, og pludselig mente hendes studerende, at de var af høj kvalitet. Teksterne brød den `ortografiske kontrakt` og `legede med læsernes forventninger til sin egen rolle som læser` som en studerende formulerede det. Citat side 105-106 i Selvsving.
Jeg giver romanen Selvsving 5 stjerner for sin originalitet, det fine sceniske skifte i hvert kapitel, der minder om Herman Bangs skrivestil, sprogstilen, som er let og inddrager læseren til indlevelse og eftertanke ved hjælp af romanens plot og den alvidende fortællers indblik i menneskers sind og tankeverden.
Selvsving er muligvis tiltænkt et ungt publikum, men alle aldre kan høste viden og inspiration til sin egen livssituation ind i en foranderlig verden.
Skriv et svar