Tro på mig
Af Trine Lykke Loughran
Resume’
Romanen starter in medias res ved, at læseren får indblik i en problemstilling. Mira vækkes en morgen i 2019 af sin mand, Adam, som er psykolog. En af Adams kvindelige klienter, Helene, har rejst en tiltale imod ham. Tiltalen omhandler seksuelle overgreb. Adam benægter og forklarer, at det sker, at klienter får et usundt afhængighedsforhold til deres behandler.
Kan Mira tro på sin mand? Bogens kapitler omhandler skiftevis forløbet fra denne morgen i 2019 til dagen efter, retssagen er afsluttet og Miras flash backs, hvor Mira som jeg-fortæller beretter om sit første møde med Adam, forelskelsen, sommeren i kolonihaven, Adams ihærdige ambitioner for sin psykologikarriere og sin succes dermed.
Mira dropper sit psykologstudie og helliger sig sin passion for at skrive. De får deres drømmehus og hun sit eget forfatterkontor.
Det er Adams planer, der visualiseres, men han har stor empati og forståelse for Mira og hendes behov. Mira er et skadet menneske pga. en dysfunktionel og kontrollerende far, som bestemte alt. Mira er derfor vant til at overlade beslutninger til andre. Men ønsket om et barn vokser i hende. Da hun ikke selv bliver gravid, ender de med at adoptere Emil som baby. Men efter et par måneder afleverer Mira ham til sagsbehandleren, da hun ikke magter den grædende baby og ikke får de rette moderlige følelser for ham. Adam er ikke enig med Mira. Han mener, de svigter deres ansvar som forældre, og parret gennemgår derfor en svær ægteskabelig krise, som de tilsyneladende overstår ved hjælp af parterapi.
Men klienten Helene påstår i retten, at Adam har talt med hende om sit dårlige ægteskab, og det førte til et intimt forhold mellem hende og Adam.
Mira analyserer sit ægteskab og finder tidspunkter, hvor Adam ikke helt er den empatiske ægtemand, hun ellers oplever.
Under retssagen bliver ægteparret udstillet i medierne, og Mira bliver hånet af tilfældige mennesker, hun møder.
Mira trækker sig væk fra Adam, sover alene, tager alene hen til deres sommerhus. Hun kan ikke finde ud af, hvad hun skal tro, og hvad sandheden er om hendes ægteskab med Adam, men hun følger med til forsvarsadvokaten og i retten.
Mira har dog oplevet en skræmmende hændelse, da hun under forløbet er alene hjemme, kaster en person en sten gennem en rude i huset. Mira ringer til politiet og bliver afhørt omkring episoden.
Citat:
”Kort tid efter ringede min telefon fra et ukendt nummer. Om jeg kunne bekræfte, at to betjente havde været på vores bopæl, om jeg ville udtale mig om, hvorfor Adam var blevet hentet af politiet? spurgte journalisten. Han spurgte igen og igen, blev ved, indtil jeg ikke længere kunne tænke klart, formulere noget, der var forståeligt.
Jeg lagde på og ringede til Adam, lyttede til hans stemme på telefonsvareren, hver gang den ringede ud. Sendte beskeder, spurgte, hvad der var sket.
Først sent om aftenen kom han hjem. Jeg lå i soveværelset, kunne høre nøglen i låsen, hans trin i entreen. Jeg sprang ud af sengen, løb ned og knugede ham ind til mig. Vi stod længe sådan. Efter noget tid gik vi ind i stuen, satte os i sofaen. Han rakte en hånd hen til min, klemte hårdt om den. Jeg ved ikke hvordan, men lige der kunne jeg mærke, at noget ville forandre sig, og at vi om lidt ikke længere ville være os.” (Side 110-111).
Adam frikendes i retten, men Mira er på vej ud af et symbiotisk forhold, der har gjort hende til et offer. Hun tager ikke med Adam hjem, men kører ud til deres sommerhus.
Den psykologiske thriller udfolder sig allermest i klitlandskabet ved sommerhuset, hvor trekantsdramaet får fatale følger.
Vurdering
Trine Lykke Loughran får på mesterlig vis anskueliggjort, hvordan sandhed og løgne væves ind i hinanden i menneskers sind og færden, og hvordan offer- og krænkerrollen kan skifte fra person til person, idet angst og frustration, hjælpeløshed og forvirring i et nu kan transformeres til vold og ondskab, når et menneske presses til det yderste, hvor kærlighed og had er på spil.
Ligesom i Herman Bangs lingvistiske univers fremstår romanen som små scenerier, hvor læseren får et indblik i Miras oplevelser på godt og ondt. Læseren er placeret i Miras tanker og synsvinkel, og denne er begrænset, hvorved man i læsningen oplever en Kafkansk stemning.
Sproget er enkelt og hverdagsagtigt, og som Helle-Helle leger forfatteren i titlen med synsvinklen. For hvem er det, Mira bør tro på, og hvad er det, Mira ikke hører?
En velskrevet thriller, der på mesterlig vis afslører sindets afkroge, tankens begrænsninger, og hvor svært tilgængelig sandhedsbegrebet er.
Skriv et svar