Ultramarin af Tine høeg
Handling:
Bogen følger Dagny, der skal lave en kunstudstilling til et naturhistorisk museum. Hun har holdt en pause fra kunsten, men nu ser hun sit snit til at begynde igen. Hendes kæreste Benjamin er i Tokyo for at studere, og Dagny må derfor selv tage hånd om deres barn, Vita. Men en dag nede i børnehaven får Dagny en seddel af en kvinde, der virker bekendt. På sedlen står der et navn, der leder Dagnys tanker tilbage til hendes ungdomsoplevelser på godt og ondt.
Min mening:
Jeg synes virkelig, at bogen er smuk og bevægende. Det er meget interessant at have 2 tidsspor i historien, da det udfolder Dagny mere som person. Det gør at man forstår hende bedre, og bliver mere troværdig
Jeg kan nok bedst lide ungdomssynspunktet, da jeg synes at det er meget varierende og stille og roligt. Det lyder måske umiddelbart lidt kedeligt, hvis der ikke sker så meget. Men Tine Høeg har en særlig evne til at skrive stille scener flydende. Det er nok en af de stærkeste ting ved bogen.
Kemien mellem hendes venner, Frank og Silvia, i ´ungdomsdelen´ er virkelig stærk, da det fremgår så naturligt. Man kan tydeligt mærke, hvem de er som personer, da man ser dem i mange forskellige hverdagssituationer. Høeg (forfatteren) har et fedt karakterarbejde, da hun skaber dybe karakterer uden de store beskrivelser eller at man føler at det er unaturligt. Her former personerne sig og bliver mere nuancerede i de mange forskellige scenarier de er i.
Det eneste jeg syntes virkede lidt mærkeligt i bogen var slutningen, der begav sig over i en genre, så historien skiftede retning. Jeg kan godt forstå hvad slutningen ville opnå, og hvorfor bogen sluttede som den gjorde. Personligt selv syntes jeg at genreskiftet kom meget pludseligt, som desværre ikke (i min optik) ramte plet- Men bogens flydende handling overskygger det, og som en helhed er Ultramarin helt vanvittig smuk.
Ultramarin er en sanselig og bevægende roman om relationer, der er udformet smukt gennem Høegs farverige og unikke sprog.
Skriv et svar