Man kan blive meget klog, hvis man finder de vises sten, men man skal vare sig for at kaste den første sten, og da slet ikke begynde at kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Nogen kan kunsten at leve på en sten, mens andre er bedre til at sove som en sten, især hvis man forinden har bevæget sig over stok og sten, mens man passerede mangen en kilometersten. Man kan være nødt til at vende hver en sten, hvis noget er blevet væk, og man kan komme til at lide af både nyresten og galdesten, men så længe der ikke er brug for mindesten og gravsten, så falder der en sten fra ens hjerte. Man kan hygge sig med at udstene diverse frugter og spytte kirsebærstenene ud, mens sveskesten som regel er taget ud af sveskerne i dag. Der kan være en sten i skoen og så kan der faktisk være 60 små sten i støvlen, og dem kan man blive meget klogere på, for det er livsdigte, som den dygtige forfatter Anette Riis har skrevet.
Gå, så går det
Anette Riis indbyder os til at gå med på turen, hvor stenene vækker genkendelse, glæde, smil og undren, og selvom man ryster støvlen eller ryster på hovedet, så er småstenene ikke sådan at blive af med, men en dag er man kommet videre, hvorfor stenene ligger tilbage i de fodspor, man har trådt. Søren Kierkegaard sagde gå, så går det, og det er den pointe, man også finder i den fine bog med småstenene, og han sagde ligeledes, at han ikke kunne forestille sig den dårlige tanke, som man ikke kunne gå sig fra eller den gode tanke, som man ikke kunne gå sig til. Derfor er det med at få støvlerne rystet og bundet, og så få fødderne i gang, for så opdager man snart, at det også sætter tankerne i gang eller en egentlig tankegang finder sit fodfæste. Mange gode temaer bliver behandlet i bogen, som eksempelvis, når det pæne bliver for pænt:
”Pæne hjem, pænt tøj, pæne manerer…
De rigtige diskussioner.” (s. 6)
Det bliver klart, at forbruget er i højsædet, at alkoholen skal til for at blive afslappet, og at vi kalder os tolerante, men måske slet ikke er det i virkeligheden, fordi rummeligheden slet ikke er så rummelig, når det kommer til stykket. Der sættes fokus på de lumre søndagsmiddage med de lumre fisk, og hvor igen pænheden og hyggen pr. definition må opføres som et andet teaterstykke. Det vigtige spørgsmål om efterlønnen og det rigtige tidspunkt at vælge den på rejses, og modpolerne, der handler om at blive ved med at arbejde trods en skadet sjæl eller få frihed og komme ud af buret, ridses op. Kajakken er den frie partner, der glider stilfærdigt afsted, samtidig med at roen indfinder sig. En tristhed og træthed tager derimod til og trænger sig på i arbejdssammenhængen, og grænserne bliver overskredet, mens tårerne finder vej til øjnene og halsen føles grådkvalt. Hjernen skrumper umærkeligt ind, og lever sit eget indskrumpede liv, mens man forsøger at finde ordene, brillerne og det, der burde ligge på læben.
Etiske principper
Der kommer en stille kritik af systemet og dets lakajer frem i bogen:
”Etiske principper flår:
Sjælen lider dagligt, øjne løber i vand.
”Nok det tørre indeklima…”, siger vi.
De rigtige, bedrevidende.
Støtter op omkring systemet, lovgivningen.
Det krymper sig.
Betragter de gode mennesker.
Hvad gik galt med os, inde i systemet?
Forført af materialisme og overforbrug?
Utaknemmelige skarn.
Aldrig haft bedre job. Alligevel utilfreds” (s. 45).
Konsekvenserne er stress og ar på sjælen, og et valg må træffes, mens tid er, for ellers er der en dag intet valg, men kun en slidt krop og psyke.
En anden side og den positive del er, at man med en krise, hvis man ikke går ned med den for altid, finder nye måder at forvalte sit liv på, og det kan være med en Caminofeber, der som al anden feber er et tegn på, at man skal finde en helbredelse og behandling. Caminoen er de indledende skridt, selvom der gås mange skridt, til at finde alternative veje, andre stier og bedre ruter til at leve resten af sit liv. På vandringen får man enkelthed, langsommelighed og bevægelighed. Der opstår frihed og fællesskab, og den evige stilhed virker lindrende på de sarte nerver. Det gør alt sammen, at man bliver klogere, skarpere og mere sikker på sig selv. Jeg tror også, at der har været nogle klare nætter med nogle skønne stjernebilleder, og derfra vil jeg hente 5 stjerner ned til den gode forfatter Anette Riis for hendes skønne tanker, kradse sten og små velmenende spark med de slidte støvler.
Skriv et svar