Det Politiske Testamente… Titlen i sig selv lød i mine ører rigtig spændende, så jeg læste videre for at se hvad bogen egentlig handlede om. Igen blev jeg fanget! Men…
Jeg begyndte at læse, men det stod hurtigt klart, at det ikke lige var hvad jeg havde forventet – måske det lidt var min egen skyld ved at jeg måske havde forventet mere end jeg burde af bogen?! Det er nok et problem mange ofte støder ind i? Mange gange er det dog som om resuméet bag på en bog hurtigt lægger op til at man automatisk kommer til at forvente mere af en bog end man måske burde? Anyway… jeg læste videre indtil jeg nåede til det punkt, hvor jeg ikke kunne mere.
Handlingen i sig selv er skam fin nok. Det er måden bogen er skrevet på. Tekstformuleringen er yderst kedelig. Derfor…
Har jeg ikke læst bogen til ende. Op til flere gange har jeg prøvet at samle den op, for at give den flere chancer. Til sidst måtte jeg indse at jeg måtte opgive. Møg ærgerligt, for jeg havde faktisk set frem til at skulle læse den:
En ny hospitalsafdeling skal indvies af sundhedsministeren. Så langt når han dog ikke, da han i elevatoren falder om. Død.
Drabschefen bliver sat på opgaven for at opklare mordet på sundhedsministeren. Indlagte patienter starter deres egen efterforskning, flere mord opstår, manglende beviser hos politiet. Alle er skyldige til det modsatte er bevist, men hvem er gerningsmanden? ”
Jeg har valgt kun at give den en stjerne ud fra tekstformuleringen. For mig skal både handling og tekstformuleringen harmonere for at en bog kan fange. Handlingen skal være god, men teksten skal være med til at bære den ud. Omvendt kan en velformuleret tekst være med til at bære en måske knapt så god handling ud.
Skriv et svar