Det er ikke altid, at man lige kan gøre rede for dags dato, fordi dag ud og dag ind gør man det samme, men så længe man ikke er kommet til den yderste dag eller endnu værre til dommens dag, så er der naturligvis stadig tid til endnu en dag på kontoret. En skønne dag fejrer man sin far eller mor, og det er naturligvis fars eller mors dag, hvilket kan blive så festligt, at man gør nat til dag. Man kan dagdrømme, være på dagvagt, holde flyttedag, fridag eller fejre en helligdag, og så kan man naturligvis også kaste sig over et helt særligt felt, hvor man skriver dagbog. Det er, hvad bogen Hans Egede drejer sig om, og det er Martine Lønneker, der har bearbejdet den gode bog, som bestemt indeholder mange opvækkende, tankevækkende og tillidsvækkende dagtilbud, hvorfor man endelig må gå ombord på færgen og gå fra borde, når man når til Grønland. Her er intet pakket ind eller overladt til fantasien, for den dansk-norske præst går lige på og hårdt, når det gælder om at afdække livet langt væk fra den kendte prædikestol.
En hedengangen kristen kultur.
På den ene side må man lige synke et par gange og rynke panden, fordi man har svært ved at tro, at virkeligheden en gang har været sådan, og på den anden side er det jo altid vigtigt at blive bekendt med sandheden, hvilket er vilkårene, man præsenteres for i denne dagbog. Som der står i forordet, så var hensigten med Hans Egedes mission, at man ville genoprette en hedengangen kristen kultur, og her tænkes på, at Erik den Røde i 900-tallet havde været på Grønland og åbenbart etableret en kristen kultur her. Det var også ham, der trods sit røde navn kaldte øen for Grønland, og hvor nordboerne, og det er altså ikke grønlændere, boede i århundreder, men ellers går vi lige på og hårdt, for også i forordet nævnes den trussel, som Hans Egede ikke er sen til at udstede, hvis grønlænderne ikke lige vil makke ret i forholdt til det kristne budskab:
Jeg måtte true dem og sige, at hvis de således ville forholde sig da skulle der komme mange folk til landet, som skulle straffe og plage dem for deres uskikkelighed. De svarede, at dersom der kom flere kablunaker til landet end vi, så ville de flytte langt væk. Jeg lod dem forstå, at de intetsteds kunne flytte hen, for vi skulle jo komme efter dem og besætte landet med vore folk, både nord og syd. (s. 13).
Dermed er tonen slået an, og der mangler heller ikke betegnelser efterfølgende for, hvad man regner det grønlandske folk for, eftersom de i dagbogen beskrives som vankundige, vilde, hedenske, barbariske, vanvittige, vildfarne, kannibaler og meget mere, men jeg måtte sige til mig selv flere gange, at tiden, hvor dagbogen og rejsen blev foretaget var en anden tid, og at man havde stereotypdannelser i stor stil over for alt det, der ikke lige lignede en selv. Imidlertid er der meget, der skal sluges, når man mødes med alle de fordomme, men man bliver naturligvis ikke klogere, hvis ikke man er i stand til at læse, hvordan det hele engang blev opfattet og udlagt.
Konebåde og sælhunde
På den anden side er der heldigvis masser af venlighed, oprigtighed og godhed at spore fra Hans Egedes og hans rejsefællers side, og det er, hvad der får en til begærligt at læse de mange side og de mange dagbogsoptegnelser, for når de fremmede overnatter eller logerer hos grønlænderne, så bliver der trods kulde udviklet en del varme imellem dem, og der bliver en del at skrive hjem om, for der bliver sunget sange for gæsterne, fortalt om fangst og forråd, og så kommer rigtige damer altid i en konebåd, så man kan ikke være i tvivl om, at det er et velorganiseret samfund.
Hans Egede skriver positivt den 7. marts 1723:
Hvad der ellers i særdeleshed er at melde om mine samtaler med grønlænderne om gudelige sager på denne rejse, da fandt jeg hos dem stor begærlighed efter at ville høre og lade sig undervise. Allermest var de fornøjede over at se de bibelske billeder, som jeg havde taget med for nogenledes at forklare dem det, som jeg ikke udførligt kunne sige. De erklærede sig fuldkommen at tro, hvad jeg sagde om Gud og glædede sig i særdeleshed over at høre, hvorledes Guds søn skulle komme igen for at opvække de døde og tage dem til sig i himmelen, som tror, elsker og frygter Gud. (s. 97).
Så kan man vist ikke forlange mere, og så må man sige at rejsen og dens strabadser har været det hele værd.
Mit råd er da også, at bogen er det hele værd, så køb og læs den, for det giver ikke alene is i maven, men også en særlig varme for et folkeslag, der beskrives dag for dag i igennem 15 år.
Lise Søelund, idéhistoriker og forfatter.
Skriv et svar