Kaffe København
Kaffe København – titlen alene får allerede forventningen til at spirer. 55 personlige kaffebarer – er en del af undertitlen og her blussede min forventning.
Jeg er kaffedrikker. Slavekaffe kan gøre mig trist. De der termokander, med et indhold ingen husker alderen på … så hellere et glas vand, tak.
Og, jeg er også ret vild med guides. Ideen om at nogen har været rundt og støve alt det her op, bare for at kunne give det videre. Guides som ”Turen går til” er fantastiske – eneste problem er at de ikke går i dyblen, fordi de jo prøver at dække alt.
Kaffe København er en nørdet specialguide, som kun har koncentreret sig om at finde den lækreste kaffe, som København har at byde på. Det er fantastisk.

Bogen giver 55 forslag til gode kaffeoplevelser + en kaffeknallert, som er en mobil kaffebar, der både laver lækker og prisvenlig kaffe. Hvert sted er kort beskrevet og rigt illustreret. Læseren får et lille indtryk af hvert sted, både visuelt og med den nødvendige information.
Klog på kaffe – er 3 afsnit i bogen som forfatteren (der selv er barista og derfor ved hvad hun taler om) har sat af til: Ja, at gøre læseren klogere på kaffe og oplevelsen af kaffe.
Kaffepause – er 5 afsnit af bogen som handler om de store personligheder inden for branchen. Eksempelvis møder læseren, på side 76 en tidligere dobbelt-danmarksmester i barista. Jonas Gehl som frit fortæller om sin interesse for kaffe og om alt det andet, omkring den gode kop kaffe. Kaffepause-afsnittene giver ikke kun et lille indtryk af den kaffebar og kaffe, som personen er tilknyttet. I Kaffepause-afsnittende får du et indblik i personen bag og en indlevelse i deres passion og vej frem til netop det sted, de står i dag.
Bogen i sig selv er lækker. Kraftigt papir og lækre indbydende billeder. Det bedste er formatet. Bogen passer lige ned i håndtasken og er derfor nem at tage med ud på jagten på den bedste kop kaffe.
Som jeg indledningsvis bedyrede er jeg både fan af kaffe og specialguides. Den her guide skuffer mig på ingen måde. Den er ganske enkelt fantastisk.





Skriv et svar