Hyttebog fra helvede er en virkelig morsom bog. Den handler om den norske forfatters forsøg på at forstå, hvad det er, hans venner og bekendte ser i naturen. Selv foretrækker han at være omgivet af mennesker i behagelige omgivelser, og han har svært ved at se, hvorfor så mange af hans venner i stigende grad begiver sig ud på vandreture og hytteophold i naturen. Forfatteren er vokset op på en afsidesliggende gård og har hele sin barndom haft tæt kontakt med naturen. I hans egne ord: ”min barndom er fuld af natur, jord, dyr, traditioner, selvplukket frugt og bær. Og af fjeld. Meget fjeld. Virkelig meget fjeld.” Hans modstand imod naturen er således ikke fordi, han ikke forstår at gebærde sig i den, men han har svært ved at se den som en attraktion, som noget man bevidst skulle søge hen til for fornøjelsens skyld.
Hans nysgerrighed er dog vagt, og han indrømmer overfor sig selv, at når størstedelen af andre mennesker gør noget, man ikke selv forstår eller har lyst til, så kan det jo være, at man selv er den, der har misforstået noget. Det er på dette grundlag, at forfatteren beslutter sig for at ”drage ud i naturen og finde ud af, hvad det er, de har gang i derude, alle sammen.”
Bogen beskriver forfatterens to ture ud i naturen: den ene er en vandretur, den anden en skitur. Bogen er bygget op som en dagbog, og de faktuelle beskrivelser af hvad, hvor og hvordan blandes med detaljerede beskrivelser af forfatterens følelsesmæssige reaktioner på sine oplevelser samt en række mere eller mindre vidt løftende filosofiske betragtninger. Balancen mellem de forskellige elementer er eminent, og man kommer aldrig til at kede sig i denne bog. Efter de første ca. 50 sider, tænkte jeg, at forfatteren ikke kunne blive ved med at koge suppe på mere eller mindre det samme tema i de næste 230 sider, men det kunne han, og det var en rigtig god suppe! Jeg grinede højlydt ud i min ensomme stue mange gange undervejs helt til bogens afslutning.
Hyttebog fra helvede er letlæst underholdning og på samme tid også en interessant kommentar på den rolle som naturen spiller for mange af os. Om man selv elsker eller hader naturen, tror jeg ikke, gør den store forskel – Hyttebog fra helvede er for alle.
Skriv et svar