Man ved godt, at man til tider er nødt til at belægge sine ord, og af og til får man tillige sagt nogle bevingede ord. Desværre kan man også risikere, at det ene ord tager det andet, og så ender man med at slå fast, at et ord er et ord. Desuden kan det ofte være en strid om ord, hvem der skal føre ordet, for slet ikke at tale om, hvem der kan få det sidste ord, men at få et ord med på vejen er nu heller ikke så tosset endda. Guds ord skulle efter sigende være det levende ord, og så kan man ende med ikke at få et ord indført, eller i det hele taget have svært ved at komme til orde. Man kan også ord for ord bevæge sig imod lyset, og det er, hvad den fine digtsamling af Birgithe Bjerre Holse formår at beskrive med sine fantastiske digte i bogen ”Ord for ord mod lyset”. Desuden er den udgivet på Ordenes Forlag, så her får ordene på alle måder noget at skulle have sagt, og så er der det fornemme layout, hvor de hvide bogstaver på sorte sider slår fast, at her er det ikke sort på hvidt, men hvidt på sort, hvilket også kunne illustrere, at i mørket findes der noget lyst eller lyset træder faktisk tydeligst frem i mørket.
Et tankemylder
Digtene beskriver eksemplarisk og poetisk den grumme oplevelse af at blive ramt af depression, og hvordan en sådan vælter en totalt omkuld, så sengen og søvnen er det eneste overkommelige, fordi den vågne tilstand byder på et tankemylder i hovedet og så de tusindvis af ord, som heldigvis så småt kom til orde i bogen: ”De ord, du skal læse, udspringer af denne uro og al det mørke jeg så i den tid. Men også tiden efter; hvordan jeg kæmpede mig igennem mørket, kravlede langsomt op af et meget dybt hul.” (Holse, 7).
Man sætter sig snart ind i, hvordan det hele kører rundt og ikke giver megen mening, men så er det, at ord kan noget, som intet andet formår, og tanker bliver til tankestrømme, der måske i virkeligheden er tanketommestrømme:
”Tanketommestrømme flyder gennem mit hoved
Ord svæver rodløse rundt omkring min krop
De kan ikke komme ind
Indgangen er lukket i dag
Nogle finder vej ind i andres ører
Andre forsvinder ud af intetheden
Lader sig opløse af uendeligheden
Til støvfnug som svæver trætte rundt
Hvileløse i evigheden.” (Holse, 11).
Det er godt at få sat ord på tomheden, og selvom de virker rodløse og intetsigende, så bliver der en form for bevægelse, og en sygdom, der ofte forties, bliver på fornem vis italesat i digtene, der slet ikke er tanketomme, men i stedet er strømme af gode tanker og indsigter.
På spring
Nye tanker og fremmede ord må ofte til for at komme videre, og det kan være et studium, nye relationer og måske en ven eller fyr, som det hedder i dag, og det kræver et spring, som selv en Søren Kierkegaard anbefaler, omend det er ud i det religiøse univers. Her bliver vi på jorden, men tager alligevel det afgørende spring for forfatteren, og det beskrives i digtet ”Springet”, hvor tankerne stadig flyver rundt, samtidig med at et nyt kapitel folder sig ud, og så den evige vejen for og imod det spring, der fordrer, at den hidtidige retning ændres, men måske er der så tillige et nyt eventyr på vej. Konklusionen er, at der er meget at tro på, forsigtigheden tilspørger ”tør jeg” og ”kan jeg” men resultatet er et ”pas på, for nu springer jeg”, og sådan går det mil for mil fremad og udad.
Ingen tvivl om, at det har været svært, mørkt og dystert, men at eksistensen ord for ord bliver lysere ikke mindst i kraft af ordene, og at vi alle kan lære meget af de fine digte. Vi kan nyde ordlegene, sætningsfinurlighederne og tankebeskrivelserne, for det er en helt kunst i sig selv, som det hele er sat op, skrevet ned og gjort tilgængeligt på og mellem linjerne, at livet skal leves, men det er ikke ordret, hvordan det skal levet. Derfor køb eller lån bogen og læs den også flere gange, for det er en nydelse for sjæl og sind.
Skriv et svar