Da et ungt par flytter til det naturskønne Gåseholmen, begynder de at tænke over alle de mennesker, der gennem tiden har levet deres liv på dette sted. Den unge kones tanker går på langfart, og hun forestiller sig historiens gang på stedet. For hendes indre blik, og for læseren oprulles et stykke fantastisk danmarkshistorie fra de ældste tider til nu.
”Da vi kom herud, Torben og jeg, synes vi, det var en ny, jomfruelig jord, vi byggede på, men siden er vi blevet klogere. Først fandt vi stenøksen, den lå et par spadestik nede, gulgrå med afslag midt i den slebne overflade …”
”Senere, det var i efteråret, da jeg blev klar over, at vi ventede Uffe, ville jeg plante et træ til mit ufødte barn, en ask, for en ask er et gammelt dansk træ. Jeg havde hentet spaden og var begyndt at grave, da jeg stødte på skeen. Det var en gammel tinske …”
(Uddrag af bogens prolog)
Med udgangspunkt i dette landområde omkring Gåseholmen har forfatteren skabt en række spændende fortællinger og tilsammen en enestående litterær Danmarkshistorie, bygget på historiske fakta.
Første historie starter ved de første menneskers ankomst efter istiden. Vi føres fra jægersamfundet videre til stenalderen, jernalderen, vikingetiden og op til det 19. århundredes Danmark.
Det er spændende begivenheder, dramatik og humor samt lyrisk smukke passager, der møder læseren.
De enkelte norrøne udtryk kan slås op på internettet og findes nutidige udlægninger for. Det norrøne giver bogen et krydderi af historiens vingesus. Ellers er bogen letlæselig.
Denne roman er en sjælden perle og finder nok aldrig sit sidestykke igen. Så er du til Danmarkshistorie i form af episk spændende læsning, kan jeg varmt anbefale at læse denne bog. Gåseholmen er også forfatterens svanesang, da Birthe Gyldion døde dette forår. Hun nåede at få udgivet 8 bøger.
Skriv et svar