Om bogen:
ADRIANS VINGER er ikke fortællingen men fortællinger om verdens begyndelse.
Det er fortællingen om englen Adrian, der bliver forelsket i sin modsætning, Adelena. Om hvordan Tiden bliver født, og hvad den gør for at overleve.
Det er historien om porcelænsdukken Frø, der falder ned fra sin plads i et vindue. Hvordan han gennem en lang rejse finder sit sande jeg og bliver til den, han altid var, uden selv at vide det.
Det er eventyret om hr. Wim Hvemsomhelst, der som så mange andre drømmer om, at verden drejer sig rundt om ham. Men hvis man nøjes med at ønske og så alligevel fortsætter sin dag, som man plejer, er et ønske ikke meget bedre end en drøm, man drømmer om at drømme.
ADRIANS VINGER er 70 sammenflettede beretninger om de gode, de onde, de mindste helte og de største kujoner, de ensomme og de lykkelige.
Anmeldelse:
”Adrians vinger” bogen om altings begyndelse er skrevet af Bo Dalum.
Jeg ”faldt” over romanen til ”Bogforum” i Bella Centret i 2018. Vores årlige 3 dage i ”Boghimlen”.
Jeg blev fristet af bogens flotte forside og teksten bag på bogen.
Jeg er absolut en stor fan af krimi så denne bog var en afvigelse af den litteratur som jeg for ca. 80% vedkommende beskæftiger mig med. En gang imellem er det bare godt at kaste sig over noget nyt. Og det må man sige at ”Adrians vinger” er.
Det er bestemt ikke en bog som man bare skøjter sig igennem på ingen tid. Jeg syntes faktisk at den var vanskeligt stof. Jeg overvejede lidt undervejs om jeg skulle opgive at læse den færdig. Men nu giver jeg ikke op så let og nysgerrig er jeg jo. Så jeg holdt fast så jeg kunne få styret min nysgerrighed for om man hørte mere om Adrian, hans vinger og hans store kærlighed.
Adskillige passager måtte jeg læse mere end én gang for at få det fulde udbytte af hvad forfatteren ville med teksten. Om jeg fandt ud af hvor han ville hen er jeg stadig ikke sikker på.
Der skal ikke herske nogen tvivl om at Bo Dalum kan skrive og endda i et usædvanligt smukt sprog. Vil man udfordres på det sproglige, filosofiske og litterære plan så er det absolut en bog som man vil få stor glæde af, er jeg sikker på. For mig var det bare lidt for tungt læsestof. Men det er vel egentlig ikke forfatterens skyld. Men mere et spørgsmål om at det bare ikke lige er min genre.
De første 100 sider forvirrede mig en del da det umiddelbart virkede som om, at der ikke rigtigt var en sammenhæng imellem kapitlerne. Først langt henne i historien gik det op for mig, at der måske alligevel var en eller anden form for sammenhæng.
Jeg er kommet frem til at hvis man filosoferer meget over meningen med alting og livet som sådan, så er det her måske lige den bog man skal give sig i kast med. Måske er det i virkeligheden én af de bøger som jeg bliver nødt til at læse igen og igen for at få det fulde udbytte af meningen bag bogen.
Jeg giver forfatteren stjerner for modet til at skrive en så svært tilgængelig bog, for det smukke sprog og for alligevel at kunne fastholde mig til sidste side.
Skriv et svar