Stoppesteder handler om 13-årige Evren, der vokser op i det vestlige Århus. I bogen følger vi Evren i den sidste del af hans folkeskoletid, men et par gange bliver tidslinjen brudt af kapitler om Evrens far som ung studerende i Istanbul og hans farfar som gæstearbejder i Tyskland. Disse tids- og personhop forstyrrer ikke historien, tværtimod synes jeg, at de bidrager til at gøre billedet af Evrens familie mere komplet.
I det næstsidste kapitel møder vi Evren som voksen, inden vi igen hopper tilbage til den unge Evren i det sidste kapitel. Først undrede jeg mig over dette og tænkte, at voksen-kapitlet ville være mere naturligt som epilog, men da jeg havde læst det sidste kapitel, måtte jeg sande, at placeringen var helt perfekt.
Evrens liv er ganske normalt. Der er lidt uro på hjemmefronten, men ikke noget voldsomt, og der er også masser er kærlighed i familien. Der sker heller ikke de store begivenheder i Evrens liv udenfor familien, og mange af de ting, som han kæmper med, er standard teenageudfordringer. Den ret hverdagsagtige historie gjorde, at jeg ikke fik pulsen op, men på den anden side, er det en styrke, da mange læsere vil kunne spejle sig i Evren.
Et af de centrale facetter af Evrens historie er hans tyrkiske rødder, og hvordan disse er med til at forme hans livsvilkår. Han vokser op med to forskellige værdisæt og har indsigt i to forskellige kulturer, hvilket både beriger og forvirrer. Evren famler efter mening og retning og gør sig mange tanker om sig selv og sin omverden. ”Du er ikke som de andre”, får han gentagne gange at vide både hjemme og ude, og han bliver derfor nødt til selv at finde sit eget ståsted i verden.
Uden af afsløre for meget, kan jeg sige, at slutningen på bogen er ikke en forløsende ”happy ending” men derimod et meget realistisk billede af, hvordan identitet og tilhørsforhold er en proces, man som menneske aldrig bliver helt færdig med. Dette synes jeg er et positivt indspark i en verden, hvor vi alle udsættes for et dagligt bombardement af billeder af det perfekte liv.
Til tider mødes Evren med fordomme af både venner og fremmede. Hans respons er at trække sig, ignorere fordommene så godt han kan og fortsætte på sin egen sti. Denne strategi vil nogle betegne som konfliktsky, mens andre vil kalde den fornuftig, og andre igen vil mene, at den er udtryk for mentalt overskud. Uanset hvad man tænker om Evrens måde at håndtere fordomme på, giver det stof til eftertanke.
Der er ingen hverken fordømmelse eller forherligelse af den danske eller den tyrkiske kultur, og der er i det hele taget en god balance mellem forskellige holdninger i bogen. De forskellige karakterer har forskellige meninger, og som læser fik jeg anledning til at tænke over mine egne holdninger.
For mig er Stoppesteder en bog, der sætter tanker i gang og kan være med til at øge forståelsen mellem mennesker med forskellige baggrunde. Den henvender sig til alle unge og voksne læsere, og jeg kan kun anbefale alle at læse den.
Skriv et svar