‘Blå Nætter’, der er så blå, at de gør ondt at befinde dig i. Hvor man føler sig magtesløs, overset og skrøbelig. En ung kvindes håbløse forelskelse i en mand. En digtsamling som en baglæns tragisk kærlighedshistorie, som begynder med slutningen.
Cecilie Sund Kristensens univers forbliver mørkt og dystert – denne gang med endnu flere følelser og makabre beskrivelser af den der forbandede kærlighed, som ofte aldrig gengældes. Digtene skrives med en sådan ærlighed, at det føles som ens egne indre tanker og følelser. Det er stadig ungdom og eksperimenterende seksualitet der er de emner der vejer/vægter mest, som i digtsamlingen ‘Blandet Slik‘ fra 2013.
Jeg var imponeret sidst jeg læste digte af Cecilie Sund Kristensen, og det er jeg bestemt stadig.
‘Blå Nætter’ er en læseoplevelse inden for poesien, som jeg klart kan anbefale. Digtsamlingen skiller sig ud, og ordene føles som om de slår hårdere end andre ord, jeg ellers har læst. De giver midlertidige blå mærker, når man læser dem.
Her er et lille uddrag af mit yndlingstykke fra digtet ‘Løb’ (s. 43):
Ranke rygge sprænges
Under fjedrene
I deres dobbeltsenge
Og kysser inderlårene
På hvem som helst
Der smager lidt af salt
Som dig…”
‘Blå Nætter’ føles som blå nætter, og jeg bliver nødt til at kommentere den flotte forside, som passer til digtsamlingen – og lige netop derfor, er værket gennemført og forførende.
Skriv et svar