”Ét er at overleve lejren, et andet er at overleve overlevelsen.”
Baggrund
Charlotte Delbo blev født d. 10/8 1913 i Vigneux-sur-Seine, Essonne i Frankrig og døde som 71-årig d. 1/3 1985 i Paris.
Delbo blev født ind i en kommunistisk arbejderfamilie og som ung giftede hun sig med Georges Dudach, som hun mødte, fordi de begge var politisk engagerede i en kommunistisk ungdomsbevægelse. Men Delbo var ikke bare politisk engageret. Hun læste også filosofi ved universitetet i Paris.
Delbo blev (sammen med sin mand) arresteret af franks politi i marts 1942 og fængslet. Han blev skudt og hun blev sendt til Auschwitz-Birkenau i januar 1943 i én af de ganske få konvojer af 229 ikke-jødiske kvinder.
Delbo tilbragte cirka et år i Auschwitz-Birkenau samt i satellitlejren Raisko og blev derefter sendt til Ravensbrück. I 1945 fik Røde Kors lov til at transportere fanger ud af lejren, heriblandt Delbo. Kun 49 overlevede.
Delbo er en velkendt Auschwitz-overlever og fransk forfatter. Hendes samleværk Auschwitz og efter regnes som hendes hovedværk. Værket udkom på originalsproget (fransk) i slutningen af januar 2016 og på dansk d. 16. maj 2019.
Auschwitz og efter er en samling af hendes Auschwitz-trilogien og indeholder således Ingen af os vil vende tilbage
(1965), En unyttig viden (1970) og Vore dages mål (1971). Delbo skrev udkastet til en bog om sin tid i lejren umiddelbart efter, at hun vendte hjem, men hun ventede yderligere 20 år, før hun udgav den.
Resumé
Auschwitz og efter skifter mellem selvbiografiske erindringer, gengivelse af samtaler, prosa, sanselige beskrivelser og medfangernes beretninger, alt sammen beskrevet meget scenisk, så læseren står tilbage med en nærværende og meget detaljeret oplevelse af at have observeret og iagttaget det beskrevne sammen med hende.
Bogens sidste tredjedel er beretningen om koncentrationslejrenes befrielse og de overlevendes tilbagevenden til friheden og livet. Livet efter holocaust rædsler viser sig at være vanskeligt for flertallet af de få overlevende og Delbo har fået lov til at fortælle deres historier. Selv gennemgår Delbo en periode med depression og social isolation, før hun beslutter sig for ikke bare at overleve, men at LEVE. Langsomt vender hun tilbage til de levendes verden, genfinder glæden ved bøger og ikke mindst ved at skrive.
Auschwitz og efter er en velbeskrevet og detaljeorienteret sanseoplevelse, som med al sin rædsel står knivskarp for læserens indre blik. Delbo er helt formidabel til metaforiske og malende beskrivelser, som slår benene væk under læseren. De prosaiske passage er en skærende kontrast med sin lyriske skønhed og indholdsmæssige gru.
Vi skal sanse, vi skal se, vi skal føle rædslerne i vore inderste. Kun på den måde slår realiteterne igennem og minder os om, at fortidens synder aldrig må gentages.
Vurdering
Det giver rigtig god mening at samle de tre bøger i et samlet værk. Der er en god sammenhæng mellem de tre dele og man får ligesom afsluttet cirklen.
Digtene er dystre i al deres enkelthed. Dog virker prosaen for mig en lille smule forstyrrende og passer ikke rigtigt ind i den klassiske biografi-stil, som Delbo ellers læner sig kraftigt op af i de beskrivende passager. Skiftet fra beretning til prosa bliver meget markant og passer ikke rigtigt ind i helheden, selvom jeg tydeligt fornemmer Delbos intention om at bruge de korte digte som yderligere beskrivelse af både indre og ydre stemning, men også som bindeled i forbindelse med sceneskift. For mig fungerer det bare ikke optimalt, og hvis jeg ikke havde læst bogen med henblik på en anmeldelse, ville jeg have bladret forbi digtene.
Når dét så er sagt, så slugte jeg samtlige 422 side i ét træk. Jeg har læst mange holocaust-beretninger, mange beskriver de daglige rædslerne, tortur og menneskeforsøg endnu mere detaljeret end Delbo …. men ingen skriver så sanseligt rent scenisk som hun. I et par timer ER man lige dér, sammen med Delbo og de andre piger til ”appel” mellem de rygende skorstene og stanken af brændende kød, som svøber sig som et koldt tæppe om deres udhungrede kroppe. Man er tilstede og oplever med alle sine sanser de stivfrosne lig på rad og række i gården, kridhvide og kronragede, som groteske mannequiner. Man er med i Delbos tankeflugt tilbage til den gang, da hun som barn overværede aflæsning af mannequindukker og fyldtes af både ubehag og nysgerrighed på samme tid. Denne samme følelse, som man nu deler med hende, da den genkaldes ved synet af ligene i sneen.
Denne nærværende fortællestil sniger sig ind under huden og stadfæster Delbo som en skarpsindig forfatter med sans for både analytiske og lyriske formidlingsformer.
Skriv et svar