Deborah bliver ramt af kedsomhed under Corona epidemien, som så mange andre. Derfor vælger hun at begynde på den bog, som hun længe har ville skrive. Bogen skulle hjælpe hende med at få et overblik og måske lidt ro omkring det forhold, som hun havde haft til sin veninde Camilla. En frygtelig ulykke ramte nemlig Camilla, og til dels Deborah, da de var yngre.
Deborah mærkede en hæslig fornemmelse strømme igennem sig (…). Det var en ubetvingelig lyst til at se Camilla miste grebet og fodfæstet og forsvinde ud i den dybe kløft, ud i det tomme rum.
De to veninder er en anelse overmodige, og har forvildet sig ud på kanten af en klint og længere ud på en gren. En mærkelig fornemmelse i kroppen opstår inde i Deborah. For de to veninders forhold har altid været særligt, og altid med store følelser indblandet.
Hun forsvandt, og Deborah lukkede øjnene, og Camillas skrig skar igennem hendes hoved (…). Hun lyttede og hørte den svage lyd, som det gav dybt nede i dalen, da Camilla ramte jorden.
Livet efter denne forfærdelige tragedie, bliver en stor blandet masse af dage, som bare skal overståes.
Bogen begynder så småt at tage form. Nogle dage får hun skrevet mere end andre. Men erindringerne bliver mere og mere tydelige, desto længere Deborah dykker ned i fortiden.
Udmærket bog. Den ramte ikke lige mig – desværre. Jeg kan godt lide den måde, hvorpå den skifter mellem nutid og datid. Det giver en god flydende fortælling og et godt indblik i de følelser, som Deborah mærker mens hun skriver om forholdet til Camilla og til tragedien. Jeg synes dog den virker en smule langtrukken. Der går længe i historien, før man får pulsen op. I lang tid er det bare en fortælling om et venindepar.
Men det er jo kun min mening, og vi har heldigvis forskellig smag i bøger – så der er noget for alle.
Tak til Skriveforlaget for den smukke bog!
Skriv et svar