Christian Hjortkjær formår at beskrive samtidens diagnose som yderst totalitær og grænseløs, velegnet til både fagpersoner og unge selv. Særligt den her bog fascinerer mig da Hjortkjær trækker tråde til både Zizek og Freud, hvori han går i dybden med begreber som overjegsparadokset og forbud til påbud. Han har særligt en vigtig stemme ind i at forsvare nogle af de udsagn som unge bliver mødt med i dag: “dovne, verdensfjerne og selvoptagede”. Bekymringen er at unge får dannet et utilstrækkeligt billede af dem selv i håb om at passe ind i nutidens påbudssamfund. Her understøtter han netop med Zizeks teori om at angst blandt unge ikke relaterer sig til manglende normer, men det faktum at normerne har ændret sig. Nutidens unge er ikke normsforladte, de er i stedet overbelastet af samfundets diffuse påbud og hysteriske krav.
Hjortkjær formår på letlæselig vis at forklare hvorfor unge i dag ikke er mere frie end tidligere generationer. Kampen om friheden fra tidligere forbud er blot endt ud i et nyt samfund med en påtvunget frihed. En ny moral hvor mennesket bliver sygt, fordi det konstant udsættes for ideen om at være fri, og samtidig leve op til kravet om den umulige forpligtende perfektionisme. Hjortkjær formår virkelig at sætte tanker i gang hos læseren, og tager begreber som frihed, påbudstvang og identitet op til stor revurdering.
For at gøre oprør i dag skal vi gå imod påbuddene!
Vi har erstattet regler med idealer som aldrig bliver fuldendt!
Vi bør engagere os i verden med fordybelse og kravet om at stå fast!
Skriv et svar