Lukketid er en samling fortællinger, der giver os adgang til elleve forskellige kvinders liv og skæbne. Kvinderne befinder sig alle i den samme H&M-butik en uge inden jul, og vi møder dem igen til både jule- og nytårsaften, dér hvor de nu hver især er i deres respektive liv.
At samle kvinderne på ét sted synes jeg giver et godt udgangspunkt for historierne, og det sammenspil, der er mellem kvinderne på tværs af fortællingerne, giver samlingen en ekstra dimension. Her elsker jeg, at den forudindtagethed kvinderne udviser overfor hinanden afsløres som forkert i de andre fortællinger. Jeg tror, vi alle har prøvet at stå i en lang butiks-kø og gjort os forestillinger om de andre i køen, og her får vi en velplaceret kommentar på den tilbøjelighed, vi nok alle sammen har, til at gøre os tanker om hinanden på baggrund af udseendet.
Kvinderne er meget forskellige, og i løbet af fortællingerne kommer vi rundt i alle aldersklasser og sociale lag samt gennem adskillige subkulturer. Der er som sagt stor variation i historierne, og nogle ramte mig 100 %, mens andre ikke sagde mig så meget. Det tænker jeg nok er meget normalt i en samling, der spænder så bredt, og jeg er sikker på, at andre læsere vil finde deres egne favoritter. Mine er ”Bastian er død” om teeanagepigen Emilie, der kæmper med sorgen over sin døde hund, og ”Lørdagskylling” om butikstyven Simone, der med alle midler prøver at skabe sig til et bedre liv.
Det er i den første del af hver fortælling, altså den der udspilles i H&M, at grundlaget for historien lægges, og de efterfølgende jule- og nytårsaftensscener er som regel en del kortere. I nogle af fortællingerne synes jeg, at jule- og nytårsaftensscener er lige korte nok til at gøre ordentligt indtryk, hvilket er lidt ærgerligt. Derudover er historierne ikke helt fokuserede nok til mig. Jeg bliver forvirret over henvisninger til personer og begivenheder, der ikke forklares, eller når der i en fortælling, som primært omhandler kvindens forhold til sin egen krop, pludselig er et kort afsnit om kvindens mors depression. Måske er det bare en smagssag.
Lukketid er helt bestemt værd at læse, og jeg er sikker på, at der blandt de elleve kvinder altid vil være en eller flere, vi hver især kan se os selv i.
Skriv et svar