Når det er slut.
Det er i virkeligheden en meget svær bog at anmelde, fordi den rammer så mange forskellige følelser i en.
Max og Pip Adams, er det stærkeste par.
I virkeligheden sådan som vi alle går og håber på vores forhold er eller bliver.
De har en søn på 2 år som de forguder, og hele deres tilværelse er ren lykke, indtil Dylan bliver klodset.
Pip tager ham til læge, hvor de tager en masse prøver, og finder ud af at han har kræft ved hjernen.
Lægerne gør alt hvad de kan, og opereret ham, og får fjernet så meget af tumoren som muligt.
Men efter operationerne, er han blevet hjerneskadet. Han kan ikke snakke mere, han er ikke ved bevidsthed mere.
Han har ingen ide om hvem der sidder ved han seng hver eneste dag, pip gør alt hvad hun kan for at være der for hendes søn. Hun er der fra morgen til aften, og når max har fri, bruger han også alt sin tid deroppe.
Ingen af dem, har lyst til at forlade deres søn.
Dylan bliver scannet, og de kan se at tumoren vokser, og Dylan vil aldrig få det bedre.
For første gang er Max og pip uenige. Max vil have Dylan til USA og prøve protonbehandling, som måske kan forlænge hans liv i ganske kort tid.
Pip og sygehuset vil give ham palliativ behandling for at sørge for han ingen smerter har, men næste gang har får et anfald, vil de lade ham få fred.
De kan ikke blive enige og må gå rettens vej, for Dylan har ikke lang tid tilbage.
Men hvad skal der ske med Max og Pip når det hele er slut?.
Hjerteskærende, smuk, og fuld af håb
Sjældent har mit moder hjerte blødt så meget, som mens jeg har læst denne bog.
Jeg har aldrig grædt som et lille barn over en fortælling før nu.
Denne bog er sindsygt stærk, kraftfuld, forfærdelig trist, men alligevel også fuld af håb.
Forfatteren skriver også i efterordet at hun er klar over det ikke er alle der vil læse så langt. Nogle vil lægge den fra sig, fordi det kommer for tæt på, og det er helt okay.
Personligt er jeg rigtig glad for at jeg har læst den færdig, for der er ingen tvivl i mit sind om at jeg vil nyde mine børn mere, og virkelig være taknemlig for det jeg har.
Og hvis alle mødre fik det sådan ofte, ville Clare havde skabt et bedre liv for rigtig mange børn.
Clare skriver generelt helt fortræffeligt. Og jeg syntes at mange forfattere er gode til at give deres karakterer liv, så man kan se dem for sig.
Men Clare nøjes ikke bare med det, hun sørger for at personerne sætter sig i ens bevidsthed og at de ikke forlader den igen.Sørger for at man kan mærke alt hvad de føler.
Det er yderst beundringsværdig.
Skriv et svar