“Engle & Dæmoner” handler om et pavevalg, hvilket måske ikke lyder som en særligt sindsoprivende begivenhed, men når du tilsætter Dan Browns fantasi, bliver det pludselig en hektisk cocktail fyldt med mærkelige symboler, hemmelighedsfulde broderskaber og spænding fra start til slut.
“Engle & Dæmoner” er den første bog om symbolforskeren Robert Langdon, der blev verdenskendt i efterfølgeren, Da Vinci Mysteriet. I denne første bog bliver han dog kaldt til vatikanet for at redde den katolske kirkes fremtid. Kardinalerne er samlet i den konklave, der skal vælge den nye pave. Det er den mest traditionsrige af alle traditioner i den katolske kirke, men ikke alt er, som det plejer. Et mystisk broderskab truer konklaven – Og fremtiden for alle verdens katolikker.
Er man på udkig efter hæsblæsende spænding, skuffer Dan Brown ikke. Allerede i denne bog blomstrer hans skrivetalent, og siderne vender nærmest sig selv. Kan man godt lide mysterier med træk til det religiøse og oldgamle hemmeligheder, bliver man ikke skuffet over “Engle & Dæmoner”, for den er fyldt med underfundigheder, der kan sætte både hjernen og fantasien i spil.
Dan Brown tager udgangspunkt i historiske fakta og spinder sin egen fortælling rundt om dem, og det gør, at bogens historie fremstår meget troværdig. Det hele er naturligvis fantasi, og selvom man næsten kan glemme det, når man læser bogen, bliver man af og til mindet om det, når hovedpersonernes udfordringer og problemer pludselig løses som ved et bibelsk mirakel.
Trods de små skønhedsfejl i handlingen er bogen gennemgående god underholdning. Man holder vejret, mens man læser den, og mysterierne bliver siddende i hovedet lang tid efter, man er færdig, mens man forsøger at få alle brikkerne puslet på plads.
Har du læst bogen? Hvad synes du om den? Giv din vurdering fra 1-5 stjerner, øverst i indlægget, og skriv en kommentar omkring hvad du synes er særligt godt, eller særligt dårligt ved bogen..
Find bogen her
Skriv et svar