John Harrow, en lettere afdanket små-alkoholiseret privatdetektiv, bor i en lille lejlighed i London. Hans drømme er præget af et levende mareridt om 4 børn (2 drenge og 2 piger) tæt samlet i en rundkreds midt i et frygteligt stormvejr. Bag dem kaster et stort palæ en mørk silhuet mod det hvinende uvejr. Stemningen er hårrejsende.
Harrow vågner ofte badet i sved efter ende et mareridt. Følelsen bliver hængende ved ham længe, detaljerne står knivskarpt i hans hukommelse. Der er noget bekendt ved børnene, men Harrow kan ikke rigtigt placere det, og skubber gang på gang tankerne fra sig.
Indtil han en dag modtager et brev fra en gammel ven, Jonathan Stone, som beder Harrow komme til Stone Island øjeblikkeligt.
Citat:
” Jeg frygter for mine børn, jeg frygter for, hvad de har gjort i mine lange fravær. John, jeg ved ikke, hvad det er, der er sket, jeg ved ikke, hvad de har fremkaldt eller hvad slags forbandelse, de må have påført sig selv, men det er ikke længere mine børn, jeg ser, når jeg kigger på dem.”
Jonathan er terminal. På sit dødsleje har han en sidste bekymring, som plager ham. Hans fire børn har leget med mørke kræfter og han har ikke selv tid nok til at redde dem, fra det de har fremmanet.
Jonathan mistede sin hustru kort efter fødslen af deres yngste barn, hvorefter han på vanlig vis rejste verden tynd. De fire børn efterlod han hjemme i Stone-palæet, omgivet af tjenestefolk som surrogater for forældre. Da Jonathan vendte hjem, var meget anderledes. En frygtelig storm havde ødelagt landet. Mange af øens beboere, herunder familien Stones tyende, havde forladt øen. En bondemand fortalte Jonathan, at han midt i stormens rasen havde set de fire Stone-børn stående i en cirkel, mens de messede på et sært sprog. De havde været ganske upåvirket af stormen og dybt fokuserende på deres besynderlige forehavende. Bondemanden selv var flygtet.
De få tjenestefolk, som stadig var tilbage, virkede alle skræmt til døde. De ønskede ikke at tale om deres frygt, men bekræftede alle bondemandens beretning.
Alt og alle på øen virkede anderledes…..selv hans egne børn.
Marcus er uhæmmet aggressiv og voldelig. Howard er en selvvalg eremit med hang til det okkulte. Elsa er melankolsk og Sara nedladende mod alle i hendes nærvær.
Historien spænder fra 1878 til nutiden. De fire søskende ældes unaturligt langsomt og har besynderlige evner ud over fysikkens normer. De er bundet sammen af fortidens gerninger.
Hvilke mørke kræfter har de leget med i faderens fravær?
Hvilke mystiske væsner må de nødvendigvis se i øjnene igen, for at gøre skaden god igen.
Plottet kan i starten virke en smule indviklet, men heldigvis er Nielsen en formidabel fortæller, som formår at formidle det uvisse mystiske og uhyggelige, samtidigt med at han langsomt afslører nye brikker i puslespillet. Således får læseren langsomt et større overblik efterhånden, som brikkerne falder på plads og nye detaljer afsløres. Det virker på en gang en anelse indviklet på grænsen til forvirrende, og samtidigt pirres nysgerrigheden nok til, at læselysten i høj grad bevares.
Historien skifter fortællervinkel og perspektiv undervejs. Læseren får et dybdegående indblik i hovedpersonernes tanker og følelser. Det skaber en større forståelse for den enkelte karakters handlinger og vækker empati hos læseren. Deres indbyrdes, ofte anspændte, relationer fremstår troværdige og læseren lever sig let ind i de enkeltes unikke situationer. Det er let for læseren at følge med i disse fortællerskift og selv ændre perspektiv alt efter fortællervinklen. Også selvom man sagtens kan få sin egen favorit i søskendeflokken.
Universet er unikt og velbeskrevet. Bridging mellem vores kendte verden og Nielsens parallelle univers giver en god dybde i hans worldbuilding. Realisme mod det okkulte. Ikke just et ukendt fænomen i genren, men Nielsen formår at give det sit helt eget, skræmmende twist.
En fantastisk læseoplevelse, som (til trods for lidt forvirring i starten) fanger læseren fra første side. En must-read serie for alle fans af fantasy-horror litteratur.
Skriv et svar