I forordet skriver Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet, at Jobs Bog tilhører det vi kalder visdomslitteraturen i Det Gamle Testamente. Visdomslitteraturen beskæftiger sig med spørgsmålet, om der findes en retfærdig orden i verden. Ifølge Stoklund Larsen er Jobs Bog relevant i dag pga. sit emne og sin radikalitet. I den bog jeg anmelder befinder Jobs Bog sig i en nudansk oversættelse, der er egnet til mennesker uden forudgående indsigt i bibel og kristendom.
Resume af Jobs bog blandet med lidt analyse og fortolkning
Selve Jobs Bog er delt op i 42 kapitler, som man kan give følgende overskrifter: kapitel 1-2: Prolog; kapitel 3-31: Samtalen med vennerne; kapitel 32-37: Elihus enetale; kapitel 38-41: Guds enetale; kapitel 42:1-6: Jobs trosbekendelse og kapitel 42:2-17: Epilog.
I prologen har Gud en samtale med Anklageren (Satan), hvori Gud fremhæver sin tjener Job som eksemplarisk. Men Anklageren siger, at Gud baner vejen for Job. I stedet for skulle Gud prøve at tage alt fra Job, og se om Job stadig vil være tro mod Gud. Gud giver Anklageren lov til at tage alt undtagen hans helbred. Job mister alt men forbliver tro mod Gud. Da Gud og Anklageren mødes igen, fremhæver Gud igen Job og siger, at Job virkelig er noget særligt. Anklageren svarer, at Job jo også har sit helbred i behold. Prøv at tage hans helbred fra ham, så skal du se, at han vil forbande dig lige op i ansigtet, siger Anklageren. Selv efter at have mistet sit helbred vælger Job ikke at sige ét ondt ord om Gud. Tre af Jobs “venner” hører om Jobs ulykke, og de beslutter at besøge ham for at opmuntre og trøste ham. Da vennerne på lang afstand får øje på Job, kan de næsten ikke kende ham. De græder højt og river og flår i deres tøj af fortvivlelse og kaster støv op i luften for at vise deres sorg. Derefter sætter de sig på jorden med ham i syv dage og syv nætter. Vennerne er tavs med Jobs lidelse i al den tid, da de kan se, hvor hårdt han er ramt.
I samtalen med vennerne delen, der fylder klart det meste af bogen, taler Job på skift med 3 såkaldte venner. For egentlige venner er de vel ikke. Job begynder i denne sammenhæng at forbande, at han overhovedet er blevet født. Er det at miste troskaben mod Gud, da Gud har skabt ham, kan man spørge. Job begynder også at beskylde Gud for at være uretfærdig. Job spørger altså til retfærdighed. Hvordan mon en sådan forespørgsel besvares af en gammeltestamentlig Gud? Er det vennerne, der måske kan siges at repræsentere samfundet, der sætter gang i Jobs oprør mod Gud?
I Elihus enetale tager en yngre fyr ordet. Elihu bliver vred, da han hører, at Job påstår, at han har ret, og at Gud tager fejl. Men Elihu er samtidig utilfreds med “vennerne”, da han ikke mener, at de er kommet med overbevisende svar på Jobs anklager, når de nu mente, at Job er skyldig. Job fortjener det, som Gud udsætter ham for, fordi han opfører sig som en forbryder. Endvidere siger Elihu til Job, at Gud gerne vil hente ham ud af sin nød, men at Job kun går op i, om onde mennesker bliver dømt. Job skal passe på, at hans store vrede ikke forvirrer ham, så han taber hovedet, bare fordi Gud er god mod andre.
I Guds enetale taler Gud gennem en storm som en form for naturmagt. Gud svarer Job med magt. Job bøjer sig ubetinget og siger, at han er det rene ingenting i forhold til Gud. Gud udfordrer Job til en form for tvekamp. Han siger bl.a., at Job skal spænde bæltet ind.
I Jobs trosbekendelse siger Job bl.a. til Gud, at han ikke forstod, hvad han talte om, at sandheden overgår hans forstand. Job siger endvidere, at nu hvor han har set Gud med sine egne øjne, græmmer han sig over, hvor små vi dødelige mennesker er.
I epilogen siger Gud til de tre ældre venner, at han er rasende på dem, fordi de har mindre forstand på Gud end hans trofaste hjælper Job har, og fordi det er løgn, hvad de siger om Gud. Gud beordrer vennerne til at ofre nogle dyr til ham. Til sidst får Job alt han har mistet dobbelt tilbage.
Filosoffen om Jobs bog: Forvandlingen
Filosoffen Anders Fogh Jensens essay har mange spændende tolkningsforslag til Jobs bog og mange referencer til filosoffer fra forskellige epoker i filosofihistorien. Især kan jeg godt lide hans tanker om forvandlingen af Job. Nærmere betegnet, at vi som mennesker mange gange må opgive retfærdighed ifølge den lov eller de regler, som vi er vokset op med, og som er inkarneret i os, både i familie og tilhørsgrupper. Anders Fogh Jensen skriver, at den lidelse, som alle mennesker måske kender og som Job går igennem, rummer kimen til sit eget sammenbrud, vel at mærke kun hvis han dropper sin insisteren på retfærdighed via en rettergang mod Gud. Anders Fogh Jensen skriver, at ved at slippe taget i retfærdigheden kan kimen til sammenbruddet i lidelsen bane vej for en (kristen) kærlighed, som ikke er retfærdig, men som kan noget andet.
Desuden kan jeg godt lide Anders Fogh Jensens tolkning af Jobs samtale med “vennerne”. Fogh Jensen skriver, at Jobs bog foruden at pege ind Kristendommen også peger ind i Det Antikke Grækenland. Vennerne kan ses som grækere, skriver han. Når vennerne maner til fornuft, kalder de også til orden (kosmos). I det gamle Grækenland havde man ikke kun sin egen frelse eller forvandling for øje. Man havde også øje for familien og samfundet. Dvs, at hvis man selv går i uorden, så går familien også i opløsning (kaos), siden hen går Polis (bystaten) i opløsning, og til sidst kommer kaosmonstret Tyfon og laver rod og kaos i alt. Fogh Jensen skriver, at den orden, som vennerne kalder til, er både mere fundamental og mægtigere end Job: “Kan du fange dragen Livjatan med en fiskekrog og trække den op på land med din snøre?” spørger Gud (kap. 40, vers 25). Og lige så vigtigt: “Vil du kunne indgå en aftale med den, så den bliver din lydige slave for altid?” (kap. 40, vers 28). Fogh Jensen skriver, at dragen repræsenterer kaoskraften, en blanding af løven, slangen og ørnen. Denne kaoskraft kan mennesket ikke selv trække op på jorden og slet ikke indgå aftaler med, så ordenen vedbliver. Af den grund har mennesket brug for Gud.
Anders Fogh Jensens fortolkning af Jobs bog som en fortælling om en civilisations mulige forvandling er også godt. En civilisation der indeholder en forstandig rationalitet, hvor vi har erklæret Gud for død. Hvilket medfører, at vi er stoppet med at give de højere magter ansvaret for verdens ulykker. Vi peger nu i steder for på hinanden, når en ulykke er hændt. F.eks: Hvem skulle have forudset tsunamien? Hvis skyld er det, at togskinnerne gik i stykker? Osv. Denne verdslige domstol er allestedsnærværende, men Jobs bog kan måske lære os, at der sker ting, som ingen har ansvaret for. Civilisationens rationalitet har på denne måde vendt sig mod sig selv, skriver Fogh Jensen. Civilisationen dekonstruerer sig via rationalitet ud i nihilisme, og som Fogh Jensen skriver, kan vi kun håbe på, at de muligheder, der åbner sig, når det tomme rum ånder på os, vil føre os videre over i et nyt sammenhængende verdensbillede, for uden et sådant mangler vi orientering.
Psykologen om Jobs bog: Gud er ikke en tam huskat
Psykologen Elli Kappelgaard har også skrevet et essay om Jobs bog. Hun gør sig mange interessante tanker om Jobs bog. Hvis jeg skal vælge nogle udpluk fra essayet, er hendes reference til Narnia universet i forbindelse med Guds væsen særligt spændende. I Narnia universet, der er forfattet af C.S. Lewis, kommer forfatteren ind på forskellen på Guds og menneskets natur. Løven Aslan, der er et symbol på Kristus, bliver af den gode hr. Bæver beskrevet på følgende måde: “Hvem har sagt noget om, at man skulle kunne føle sig tryg ved ham? Naturligvis kan man ikke det. Men han er god”. Guds natur er altså ikke en forestilling i ens fantasi, en “tam huskat”, som man kan få til at gøre, som man vil. Nej, Gud er almægtig.
En anden spændende reference, som Kappelgaard gør sig, er henvisningen til Ringenes Herre, hvor hobbiterne Frodo og Sam vandrer i ødemarken. De er på vej til det ugæstfrie og mørke land Mordor, hvor de vil opløse herskerringen i lavaen i Dommedagsbjerget. Der er en meget lille sandsynlighed for at missionen lykkes, og ringen bliver tungere og tungere jo tættere, de kommer på målet. Frodo og Sam rammes undervejs af sygdom, modgang, skuffelser og hjemve. Frodo er ved at opgive håbet på et tidspunkt. Men her træder hans vandringspartner Sam til og bærer håbet for Frodo, imens han ikke selv kan. Sam bærer håbet ved at synge sange og fortælle historier fra hjemlandet. Men hvad nu, hvis du ikke havde nogen til at bære dit håb? Hvad nu hvis dine venner, har mistet håbet? Og de kan ikke lade være med at komme med lette, forkerte og langt fra hjælpsomme kommentarer, forklaringer og sammenhænge. Det er sådan en fortælling, Jobs bog er.
Teologen om Jobs bog: Barokkomponisten og byldemanden
Teologen Leif Andersen har skrevet det tredje og sidste essay i bogen. Andersen kommer bl.a. ind på, at Jobs bog peger ind i Kristendommen og Messias’ komme som “mægler” mellem Gud og menneske: “Det er jo Gud selv, der skal være min talsmand! Gud selv må tale min sag over for Gud; jeg appellerer fra Gud til … ja, til Gud. Der er jo ikke rigtig andre end Gud at appellere til!” Andersen skriver, at appellere fra Gud til Gud virker særdeles paradoksalt. Det giver kun mening i den kristne treenigheds tanke: Gud bliver min mægler (som Sønnen) i forhold til Gud (som Faderen).
Andersen kommer også ind på vredens bøn. Denne bøn er ikke from eller smuk. Job kommer da også til at trække sine anklager tilbage til sidst, for de var ikke sande. Det viser sig, at Gud hverken er sadistisk eller lunefuld. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke skulle siges. “Det er det, der redder hans bøn og hans tro, at han går til Gud med sin vrede”.
Konklusion
Alt i alt en rigtig spændende bog. Selvom de mange kapitler, hvor Job og vennerne taler til hinanden, kan være lidt seje at komme igennem, så synes jeg, at det er det værd at læse dem, især når man læser essays’ene, da det giver en dybde i forståelsen, der går begge veje, altså fra essay til Jobs bog og omvendt.
Skriv et svar