Vi taler ikke så meget om døden, men vil gerne tale om de døde. De dødes rige er lidt et tabu, men vi bruger alligevel hele tiden ordet, for vi siger, at operationen lykkedes, men patienten døde, og vi sejrer os til døde. Imidlertid skrives der meget om de døde, og jeg så engang en film med titlen ”De døde poeters klub”, hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det er næppe noget tilfælde, at forfatteren Simon Chritchley har fundet på titlen ”De døde filosoffers bog”, så her er det ikke de døde poeter, der er i fokus, men filosofferne, og helt præcist deres død, måden de døde på eller den mystik, der omgærder deres død. Da nu titlen ligner den berømte film om poeterne, hvor hovedpersonerne på alle måder sprudler af liv og intensitet, indtil det ikke er værd at holde sig i live længere, så troede jeg, at det var lidt det samme, der var gældende for bogen om filosofferne. Der er imidlertid ingen sprudlen eller livsgejst at spore her, for det er døden hele vejen igennem, der er i fokus, hvorfor titlen bestemt ikke skjuler noget, men man kan frygte at kede sig lidt til døde ved læsningen heraf.
Mangel på liv
Eftersom der er omtrent 200 filosoffer, hvis død man skal igennem, så bliver det efterhånden en form for opremsning af deres dødsårsag og livets ophør, selvom der på bagsiden loves, at der er tale om både filosoffernes liv og død, men det er klart, at et så ambitiøst projekt kommer til at spænde ben for sig selv, for dels skal man nå til filosoffens død, og dels er der et utal af dem, hvorfor det alt sammen bliver kortet meget ned. Eksempelvis står der udelukkende om Xenokrates, som jeg gerne ville været blevet meget klogere på: ”Xenokrates var elev af Platon og efterfølger til Speusippos. Han døde i en alder af 82 år efter en mørk aften at være faldet over et uidentificeret bronzeredskab.” (63). Det er mange års liv og levned, som vi går glip af, og det er ærgerligt, for man fornemmer, at forfatteren faktisk har en stor viden om andet end filosoffernes død, men man kan håbe på, at hans næste bog bliver dediceret de levende filosoffer.
Ikke desto mindre skriver Chritchley både humoristisk og medlevende, så det bøder lidt på mangel af det levende. Vi præsenteres for de førsokratiske tænkere, videre til platonikerne, over skeptikerne, stoikerne og epikuræerne, for dernæst at få et indblik i de kinesiske filosoffer, og endelig at få gennemgået de forskellige historiske perioders filosofiske hoveder helt op til nutidens eller samtidens filosoffer. Det er kynisme, kinesisk, sofistikeret, latterligt, kristent, islamisk og jødisk, så der mangler ikke noget andet end de levendes land. Det er en bog, der, som der står i indledningen, fint kan bruges som opslagsværk, og forfatterens håb er desuden, at man via filosofien kan lære at dø, og det skulle indirekte implicere, at man lærer at leve sit liv bedst muligt. Det er den franske filosof Montaigne, der siger de berømte ord: ”At filosofere er at lære at dø”, så vi er nogle, der nærmest må være eksperter på dødens felt, når man har filosoferet i mange år. Thales får æren af ordene ”Kend dig selv”, og ligeledes det skal vel til for at se døden i øjnene. Den græske filosof Epimenides var så snedig at narre døden en ganske mange år, for han tog sig en god lur på 57 år i en hule, og bagefter fortsatte han som om intet var hændt. Det var der nu, for alle hans jævnaldrende var blevet 57 år ældre, og selv blev Epimenides ca. 157 inkluderet årene i hulen, så ingen skal påstå, at det er en god idé at springe middagsluren over.
Man kan have forskellige mål med sit liv og ikke mindst sin død, og den græske filosof Epikur ved både, hvor og hvordan et godt liv leves, samt for hvad og hvem man vil dø for: ”Epikuræerne levede i små samfund, hvis forbillede var det kollektiv, som Epikur etablerede i udkanten af Athen, som blev kaldt for ”Haven”. Vi ved meget lidt om livet i disse små samfund, bortset fra at tjenere og kvinder var ligestillede med mænd, og at de lagde stor vægt på venskab. Epikur siger, at den største velsignelse i menneskelivet er besiddelsen af venskab, og at den vise mand ”vil dø for en ven”. (s. 83). Venskabet varer altså længere end ægteskabet, som jo er til døden os skiller, mens vennerne følger hinanden i døden. Vi følger døden hos de mange filosoffer, hvilket både er mænd og kvinder, og man kan dø under en prædiken, som den engelske filosof Berkeley gjorde det, da hans kone en søndag aften læste en prædiken høj. Franskmanden Montesquieu fortrak dog at dø i sin elskerinde arme, mens hans landsmand Jean-Jacques Rousseau døde mere dramatisk af en hjerneblødning formentlig forårsaget af en kollision med en stor hund, så dødsfaldene er mangfoldige og differentierede hos de mange tænkere i historien.
Det er et fint opslagsværk, hvilket man nok skal betragte det som, og man får også en god fornemmelse af kronologien i filosofihistorien, samt bliver bekendt med flere filosoffer, der ellers kunne være ubekendte, og bogen er velskrevet. Alt i alt må det blive til fire stjerner for denne dødebog, selvom stjernen jo faktisk på gravstenene symboliserer fødsel, men sådan er der så meget.
Skriv et svar