Torkild er pensionist, og som nyder tilværelsen ved Vejle, sammen med sin kone Martha.
De har en søn Tobias, som bor på sjælland, så ham ser de
På det seneste har han bemærket at hans kone er begyndt at se underligt på ham.
Som om han har glemt noget.
Andre gange har hun et sørgmodigt udtryk i øjnene og Torkild kan ikke helt finde ud af hvorfor.
De lange svære ord er begyndt at forsvinde for ham, de forsvinder lige så hurtigt fra hans tanker, som de er opstået.
Han er begyndt at skrive han erindringer ind på computeren, og det syntes han hjælper med at komme i tanke om de ting, der så småt begynder at forsvinde.
Hans søster er vidst osse forsvundet. Torkild er overbevist om at hun er død. Hun er i alfald væk.
Hendes mand kigger forbi i ny og næ, og plager ham. Han mener at Torkild var den sidste der så hende inden hun forsvandt.
Men mødet med han søster virker så tåget for ham. Han husker tydeligt at se sad ved skovsøen på den lille bænk, men hvad de snakkede om, er helt væk.
Han beslutter sig for at gå derud og se om det hjælper på han erindring.
Men han finder aldrig bænken, og han kan ikke finde hjem.
Det er første gang det går op for Torkild at der nok er noget der ikke er helt som det skal være.
Min vurdering
Det er en meget smuk historie, som gik lige i mit hjerte.
Det at have demens, rammer mange.
Og i virkeligheden tror jeg vi er hurtige til at glemme det mennesker der har sygdommen, og begynder at tænke den person er sygdommen.
Det er så vigtigt at vi behandler folk med demens med værdighed, for de er stadig mennesker med følelser, tanker og drømme.
Dog får man også ondt af Martha. Hun har så meget hun skal have på sine skuldre, og det er hendes livsfælle der forandre sig
og det må være så hårdt.
Som sagt syntes jeg det er en vildt smuk historie, som bliver set fra den dementes vinkel, og det syntes jeg lidt vi manglede.
Tak for det!
Skriv et svar