En tragi-komisk skæbnefortællingBaggrund:
Ellen Dahl Bang er uddannet cand. mag. i teatervidenskab og arbejder som skuespiller, historiefortæller, foredragsholder og underviser. Hun rejser blandt andet rundt i landet med fortællingen om Vågekonen.
Derudover indtaler hun lydbøger og skriver på sin hjemmeside om at ”favne det grimme og det rå, det smukke og det gode, lyset og mørket som afspejler livets mangfoldighed”. Og dét formår hun til fulde i denne fortælling.
Baggrunden for at skrive Vågekonen er, at Ellen Dahl Bang i 2012 fik støtte til at lave hospice og plejehjemsprojekt i samarbejde med en kunstmaler. De havde nogle meget rørende og bevægende timer i selskab med både yngre og ældre mennesker, der fortalte om deres liv, og hvad der havde været særlig vigtigt for dem. Ellen Dahl Bang skrev en lille historie ud fra det, de havde fortalt, og kunstmaleren malede et øjebliksbillede. Til sidst blev der afholdt en fernisering med beboere og pårørende.
Vågekonen er udgivet d. 23. april 2020 ved Forlaget Brændpunkt.
Resumé:
Scenen er sat i en lille landsby i starten af 1800-tallet. Her møder vi den drukfældige, ufrivillige vågekone Erika, som presses til at våge over de døende og klargøre dem efter dødens indtræffen.
Erika bor for sig selv i en lille hytte i den nærtliggende skov. Hendes hverdag synes præget af brændevinståger, pinlige optrin og sporadiske herrebesøg.
Førhen vaskede hun tøj for mange af de lokale, men det er småt med arbejde nu, hvor hun ikke rigtigt formår at overholde aftaler. Pengene er små, fattigdommen er stor. Lysten til brændevin er svær at modstå og dog er den så svær at stille tilpas, for den er ikke let at skaffe. Heller ikke, selvom hun ikke ser sig for fin til at sælge sig selv og sit natlige selskab for en pægl af de gyldne dråber.
En dag står den berusede Erika midt i byen og råber af alle, der går forbi. Landbetjenten dukker op og haler hende med hen til grossererens gård. Grossereren ligger for døden. Landbetjenten byder hende at blive hos den døende og tage vare på ham i den sidste tid.
Skal hun, Erika, våge over grossereren?
Erika, som absolut ikke har noget ønske om at passe døende mennesker.
Erika, som dårlig nok kan passe på sig selv.
Erika, som trods sin brændevinsbrandert protesterer højlydt, tvinges nu (under trusler om fattiggården) til at indvilge i Landbetjentens plan.
Snart kommer Landbetjenten igen efter Erika. Vågepligten kalder. Ingen andre vil påtage sig sådan en tjans, så Erika tvinges igen mod sin vilje til at sidde hos den døende. Belønningen er en flaske brændevin.
Sådan opstår en fast, usagt aftale. Brændevin for vågevagt.
”Så dø dog! mumler hun. Og tager sig en ordentlig slurk brændevin.”
Erika går til opgaven med meget vekslende takt og tone.
Nogle gange beder hun de døende om at dø, så hun kan få fred for deres klager, andre gange optræder hun næstekærligt og tager imod den døendes sidste skrifte.
Erikas møde med livet og døden afslører mange små brudstykker, som tilsammen forklarer ikke bare hendes sølle livsførelse, men også det anspændte forholdt til moderen samt den særegne kemi mellem Erika og Landbetjenten. Elendighed avler elendighed og mødes man aldrig med kærlighed og empati, da kan man ikke selv afspejle dette i mødet med sine medmennesker.
Fortællingen ender på smukkeste vis, ringen er sluttet og lidelsen ophører. Tilbage er kun en smuk beretning om alt det usmukke og brutale i Erikas liv.
Vurdering:
En både smuk og grum fortælling om et liv på bunden af samfundet, som trods al modgang og personlig lidelse formår at udfylde en smuk plads for andre, helt uden at ønske det eller selv forstå det.
Erikas fortælling er på mange måder tragisk med et snert af sort humor, men er beskrevet med så meget varme, at kærligheden til hende langsomt folder sig ud i læserens hjerte. Denne lille skæve eksistens fra de kummerlige kår, som må gå så meget igennem i livet, for at finde fred i døden. Hun fortjener så meget empati og ender med at få den, både i fortællingen og af læseren. Dette skyldes i høj grad forfatterens skrivestil, som trods det tunge emne bevarer en beskrivende og humoristisk stemning. Intet er sort og hvidt. Der er mange grå nuancer ind imellem. Og dét mindes man om i denne fortælling.
Min eneste beklagelse er, at bogen er så kort.
Skriv et svar