I sit virke som omsorgsperson igennem sit erhverv som sygeplejerske, har Ellen Johanne mødt mange liv. Også mange forskellige liv. I bogen 17 sidste kapitler fortæller hun om nogle af de mennesker hun har mødt som bliver hængende i hendes bevidsthed. Også længe efter at de er gået bort. Men hvorfor bliver de hængende? Det er ikke noget Ellen Johanne selv bestemmer, men hun fortæller igennem 17 små tekster om den tillid der kan dannes mellem omsorgsgiver og borger og/eller pårørende i den sidste tid. Sandheder der kommer på bordet efter over 50 år i tavshed, tabuer bliver belyst, og fortrolige samtaler finder sted.
Min mening
Jeg er ret glad for at der findes sådan en bog som Ellen Johanne Larsen har skrevet. Det giver lige præcis som hun selv beskriver, tid til refleksion og det sætter tanker i gang om en anden tid. Hvad end du kan relatere til historierne, eller om du måske endda har været lytter til en der minder om, så synes jeg at det er smukt når nogen mennesker formår at sætte så dybe aftryk at vi husker dem. Også selvom vi måske ikke har nogen familiær relation.
Jeg nød virkelig bogen, og de korte historier, men jeg mangler også noget. Jeg mangler dybde. Det mangler jeg også selvom det måske kun er en enkelt sætning der har gjort at Ellen Johanne har givet plads til denne fortælling i bogen. Den dybde jeg mangler kommer fra forfatterens egen refleksion. Hvad rør sig i Ellen Johanne, eller hvad rørte hende, der præcis betyder at hun husker dette menneske, den pågældende samtale, eller en bestemt situation.
Alt i alt en dejlig bog, hvor man som læser får et indblik i hvad en omsorgsperson nogen gange skal lægge ører til. Og at det ikke altid er positivt. Hvor ville jeg dog ønske at hver historie fyldte noget mere, der var nogle af Ellen Johannes sprældøde (som hun kalder dem), som jeg gerne ville se sprælle lidt mere på papiret.
Skriv et svar