”Gud, hvor blev hun bare forelsket. Da den berømte billedhugger Pelle stod der foran hele klassen(…)Hele klassen fik bare lyst til at gå i gang, skabe, skabe, skabe, eller måske bare kaste sig i hans favn og bare tude af lykke. Det var jo faktisk lige akkurat det, Maja gjorde. Altså det sidste”.
Sådan beskriver Maja i ”Svømmeprøven” med intensitet sit første møde med den 30 år ældre billedhugger Pelle. Hun er 19 år og kærligheden står i fuldt flor. Nu, efter 15 år har de bosat sig på et slot på en lille svensk ø for i fællesskab at udleve passionen for kunst, men selv med de mest idylliske og smukke rammer, er det kun Pelle, der er den skabende og mens han indhylles i ros og stor succes, føler Maja, at hun har mistet den kreative gnist.
Omdrejningspunktet er Majas og Pelles forhold – hvordan de gradvist glider fra hinanden. Bogen efterlod mig med en stærk følelse af, at kærligheden i allerhøjeste grad er et paradoks ”det fantastisk lykkelige versus det håbløst sårbare og smerteligt ulykkelige ”. Da Maja får idéen til at lave et svømmekursus, bliver deres forhold atter sat på prøve og spørgsmålet om hvordan vi tackler livets uforudselighed bliver meget nærværende, for undervisningen viser sig at blive alt andet end nogen af de involverede, havde kunnet forestille sig.
Skrivestilen er efter min mening let, dejligt provokerende og meget levende, som gør, at det er svært ikke at trække på smilebåndet. Forfatteren har bl.a. skrevet trilogien om den lille by Rosengädda, men det er mit første litterære bekendtskab med hende. Efter at bogen havde samlet en smule støv i min bogreol, var det ikke med de store forventninger jeg begyndte på første kapitel og det er på ingen måde ment som nedsættende. Men nu, hvor bogen er læst, føles det som at have foretaget en U-vending, da den bestemt har givet mig blod på tanden. Og hvor er jeg glad for, at jeg tilfældigvis spottede den i bunken af ”til salg” bøger på mit bibliotek.
Den er bygget op som jeg vil beskrive som en ”cliffhanger ” det vil sige, at handlingen hele tiden skifter imellem personerne – vi følger eksempelvis Pelle og når klimakset er på sit næsten højeste skifter handlingen til Maja og spændte, som blev vi efterladt hængende på en klippe, må vi vente på fortsættelsen om Pelle. Det kunne være en irriterende læseoplevelse for nogle, lidt ligesom at blive afbrudt af reklamer midt i en film, men jeg var solgt!
Det er hverken en krimi med et komplot der skal regnes ud eller en stor historisk roman, det er i al sin enkelthed en historie om 5 menneskers liv der bliver flettet ind i hinanden – alle med hver deres ”skeletter i skabet” . Måden hvorpå den beskriver kærligheden imellem Maja og Pelle og vekslingen imellem håb og håbløshed holdt mig tryllebundet fra start til slut. Helt inde i hjertet kunne jeg relatere til denne dybe kærlighed og det rørte mig overraskende meget. Afslutningsvis vil jeg blot sige: ” denne bog formåede at krybe ind under huden på mig”.
Skriv et svar