Søren Kierkegaard skriver en del om æstetik og har da også sin æstetiker eller livsnyder som det første trin i sine stadier, hvor man bestemt ikke har fundet sig selv eller sin bestemmelse i livet, så i henhold til Kierkegaard kan man ikke betragte en æstetisk tilgang til livet som en reel eksistens. Begrebet kommer fra græsk, og den græske filosof Aristoteles har ligefrem en æstetik, hvor han behandler begreberne sjælelig renselse og repræsentativ virkelighedsfremstilling. I dag bruger vi ofte ordet æstetisk, når folk har et pænt hjem eller en særlig stil, og det er blevet identisk med nydelse, der kan henvise til kunst, mad, bøger og møbler. Man kan også direkte have kunst for kunstens skyld, og det var, hvad den engelske retning æsteticisme stod for, og hvilken forfatteren Oscar Wilde var eksponent for. Kunstnere og forfattere proklamerede, at al sand kunst var både amoralsk og unyttig og alene havde til formål at fuldende det enkelte individs udvikling og selvrealisering. Den æsteticisme får vi gode eksempler på i bogen ”Facetter af Oscar Wilde”, der er tilrettelagt og oversat af Fritz Wolder, og desuden er der de tilsvarende engelske tekster, så man altid tillige får det på hovedsproget.
Provokerende og parodierende.
Oscar Wilde var en mester i at konversere og udtrykke sig, og i bogen med de fine aforismer på begge sprog kan man læse om eksempelvis arbejde: ”Jeg har altid været af den mening, at hårdt arbejde kun er et skalkeskjul for folk, der ikke har noget at tage sig til” (s. 17). Der er vist ingen, der kan være i tvivl om, at Wilde snart fik både venner og fjender, og det fortælles om ham, at han var temmelig doven, og hans hjemmeøvelser gik ud på at ligge på sofaen og tænke eller sidde ved bordet og samtale med andre. Hans mentale aktivitet kunne slå alle rekorder, men hans fysiske ditto var mildest talt fraværende, og han lægger heller ikke skjul på, at det vanskeligste, man kan foretage sig, er ingenting, og så er det tillige det mest intellektuelle.
Man kan fæstne sig ved mange aforismer og nikke genkendende og anerkendende til dem, og det er også derfor at de formentlig har en slags udødelighed eller eviggyldighed over sig. Om forbryderen siger Wilde: ”At forbedre et menneske er en langt mere pinefuld proces end straf, det er i virkeligheden straf i dens mest skærpede og moralske form – en kendsgerning der forklarer vores samfunds totale fiasko med hensyn til at resocialisere det interessante fænomen, der kaldes den inkarnerede forbryder” (s. 33). Det må mange politikere sande, om end de ikke gør det offentligt, for vi bokser stadig mere end hundrede år efter, at Wilde havde fat i den pointe med, hvordan forbrydere omvendes til gode samfundsborgere, og det er bestemt ikke via en lang straf. Bogen tegner nogle fine facetter eller billeder af Oscar Wilde, der tilsyneladende både var en forhærdet individualist, blev en foreviget legende og forblev en elsket dramatiker. Han kunne fornøje, forarge og forbavse, så ingen går uberørt fra hans tekster og værker, og man kunne ønske sig engang at møde ham i en drøm og lytte til hans velformulerede og underfundige sandheder, som man nok skulle tykke længe på, også efter at man var vågnet.
Manden skaber epoken
I de skønne aforismer om litteratur får man mange vise ord med på vejen om læsning og digtning, og det bliver klart, at hvis man studerer både livet og litteraturen længe og grundigt, så vil man snart ane, at der bag alt det vidunderlige står et individ, og at der ikke er nogen øjeblikke, der skaber en mand, men at det er manden, der skaber en epoke. Man behøver ikke at diskutere, hvorvidt bøger er moralske eller umoralske, for der er kun bøger, der er skrevet godt eller dårligt, så enkelt er det i henhold til Wilde. Han siger endvidere på en meget finurlig måde, at alle store mænd i vore dage har sine disciple, men det er altid Judas, der skriver deres biografi, men om det var anderledes i gamle dage, kommer Wilde ikke ind på. Der er naturligvis fundet et Judas-Evangelium, så måske er det biografien om den store mand Jesus, hvilket man kan resonere lidt over. Ellers anbefaler Wilde, at man med på sine rejser medbringer sin dagbog, for så har man da altid noget sensationel læsning at dykke ned i, så uden humor var den gode Wilde bestemt ikke, selvom det altså ikke var alle, der hyldede hans form og forfatterskab. Det skal dog slås, at en digter kan overleve alt undtagen en trykfejl, så Wilde har nok klaret sig igennem modstand og modvind i sin tid. Det eneste man behøver for at være lykkelig, som han siger, er frihed, bøger, blomster og månen, så lykken er ikke helt uopnåelig.
Ellers er der kun at føje til, at Oscar Wilde skriver gudsbenådet, at Fritz Wolder formidler det formidabelt, så der er ingen grund til at vente på læsningen af de tankevækkende og tænksomme aforismer, og det er en gave at få dem på begge sprog. Køb, læs og nyd den gode bog fra forlaget Helikon.
Skriv et svar