Frans Grandjeans novellesamling ‘Idioten & De Andre’ bliver sammenlignet med små film af Woody Allen. De 12 noveller viser hvordan hverdagens liv er præget af menneskers foruroligende adfærd, og hvordan livet afhænger af skæbnen.
Jeg må indrømme at denne samling lå utrolig længe på mit skrivebord. Forsiden syntes at være meget grå, og det gjorde det svært for mig at nærme mig indholdet. Men man kan vist trygt sige, at jeg blev positivt overrasket.
Novellerne omhandler hver især noget forskelligt, så man ikke forvirres af at skulle skifte fra den ene tekst til den næste – (det har jeg nemlig tendens til). Tværtimod var de meget alsidige med forskellige karakterer, som man kunne mærke. Alligevel sås en rød tråd igennem samlingen – netop (som tidligere nævnt) i form af hverdagens hændelser.
Hverdagshændelserne bliver nemlig vedkommende, fordi følelserne og de indre dilemmaer bliver beskrevet så levende, at man kan mærke dem, og jeg kunne, mens jeg læste, reflektere over hvordan mine egne reaktioner eller værdier ville se ud i lignende situationer.
Der er nemlig gjort brug af nogle utrolig spændende tematikker såsom utroskab, alkoholmisbrug, næstekærlighed, selvmord osv., hvor en masse etiske dilemmaer findes hos hovedpersonerne i de forskellige noveller. Fx i ’Idioten’ som er samlingens første novelle, hvor en leder gør tingene lidt anderledes i firmaet, end hvad der er vant til. Det bliver ikke anset som positivt af de andre ansatte, som kalder ham en idiot blot for at tænke innovativt eller kreativt. Hvorfor er vi bange for noget nyt og anderledes? Der er fokus på hvordan vi som mennesker handler, og forfatteren udfordrer læserens samvittighed og morale. I ’Vandet’ stjæler jeg’et et par svømmebriller, og man følger hans indre samvittighedskamp. Der er noget på spil hos personerne i novellerne. Jeg er stor fan af at undres under min læsning, og det kommer man i hvert fald til undervejs.
‘Idioten Og De Andre’ har et særligt sprog med legende beskrivelser, og de sommetider tunge temaer opvejes af en yderst humoristisk tone. Kombinationen af disse to ting udgør en flot novellesamling, som klart kan anbefales at blive læst. Gerne flere gange.
Skriv et svar