Man kan være from som et lam eller ganske simpelt lammefrom, og ellers være præget af en sjælden fromhed. Man kan gå til fromesse, der også kan udmærke sig ved fromhed, og så kan man spise sig helt mæt i fromage, men det er der intet fromt ved. Man kan til gengæld undre sig lidt over titlen ”Fromme Søren”, som bogen eller antologien, der er samlet af Frida Guld og Kristine Ravn, har fået, men det er da også mere udtryk for et spørgsmål end en egentlig mærkat for Søren Kierkegaard, som det hele handler om. Det er godt nok, for Kierkegaard selv ville ikke have billiget, at han blev karakteriseret som from, for var der noget, han insisterede på, så var det, at han bestemt vidste, hvad kristendom indebar, men at han, eller netop derfor, ikke turde kalde sig selv for kristen. Det er en god og oplysende bog, men som det altid er tilfældet med en antologi, så svinger det lidt med sammenhængen eller den røde tråd, fordi det er forskellige forfattere, der er på banen. Det er en bog, der baserer sig på en foredragsrækker med samme titel, og det kan man så have in mente, når man læser den.
Ingen stilstand
Det kan blive helt moderne, når man i første bidrag læser, at der ingen stilstand er i åndslivet, og man tænker på vort hektiske og hurtige liv i nutidens samfund, men det er faktisk Søren Kierkegaards pseudonym Anti-Climacus, der understreger den mangel på stilstand: ”Thi pietismen var netop en åndelig reaktion og bevægelse mod den tilstandsagtige lutherske ortodoksi, der i stivnet dogmatisme og rettroenhed var opstået i kølvandet på Martin Luthers (1483-1546) reformatoriske virke.” (s. 11). Tilstand og stilstand eller stivhed og fasthed må bekæmpes i kristendommen, der ellers risikerer at ende i dogmatisme og selvoptagethed, og det kunne en Kierkegaard på alle måder gennemskue og modsætte sig.
Der er mange gode refleksioner over pietisme, Bibel, kirkesyn, dåb, skriftemål, nadver, ægteskab, prædiken, bøn, salmer og døden, idet det alt sammen er temaer, som man stadig har brug for at gå i dybden med og blive klogere på. En enkelt bidragsyder eller yder med det forkerte tema er dog Sørine Gottfredsen, der gør sig klog på kærlighed og ægteskab, og det lyder i hvert tilfælde, som en der ikke har den store erfaring på det felt. Det er desværre også noget, der smitter af på forfatterens egen præstegerning i henhold til hendes egen udtalelse: ”Ikke mindst som præst mindes man om, hvordan kærligheden i dag ofte ses som et særdeles følelsesbåret fænomen, idet vi nærmest er opdraget med den Hollywood-inspirerede tilgang til kærlighed, der kredser om dette at møde det ene menneske, der kan være med til at forløse den, man er. Hvormed det vil blive så meget lettere at bevæge sig gennem livet. Ja, måske kan man endda leve lykkeligt til sine dages ende. Denne forestilling kan selvsagt rumme noget reelt, men den romantiske og noget énstrengede dyrkelse af kærligheden har samtidig været med til at skabe en tænkning, hvor kærligheden opfattes som den kraft, der først og fremmest skal komme den enkeltes følelsesliv i møde.” (s. 148). Man kommer bare ikke uden om, og det ville da også ødelægge netop kærligheden, at den er et følelsesbåret fænomen, og at vi faktisk er nogen der både oplever den med alle de dejlige følelser, som det indebærer og også erfarer, at man da godt kan leve lykkeligt om ikke til verdens ende, så i den tid, at man stadig har sin ægtefælle.
Alt det med følelser og romantik var Kierkegaard helt opmærksom på, og det var netop grunden til, at han måtte hæve forlovelsen, for han var selv et følelsesmenneske og fuld af romantik, men han var samtidig bange for, at han ikke i længden kunne skænke sin tilkommende den lykke, som ægteskabet gerne skulle grunde i, så klogt nok sagde han fra. Det er bare ikke klogt som præst at antyde, at det gode ægteskab ikke kan realiseres, for det er nu engang op til den enkelte at reflektere herom. Bortset fra Gottfredsen som en smutter, så er det smukt og opbyggeligt, at om Kierkegaards mange bestræbelser på at gøre det enkelte menneske opmærksom på, hvor betydningsfuldt det er for dets eksistens at komme til at stå i det rette forhold til Gud og dermed også sig selv og andre. Hele tiden er det en besindelse på at opnå det trekantsforhold, der giver livets dets fylde, og det er at elske Gud, næsten og sig selv, eller som det er udfoldet i Kierkegaards ”Kjerlighedens Gjerninger”, at man skal leve op til det dobbelte kærlighedsbudskab.
Alt i alt er der gods og guld til mangen en mundfuld på det teologiske felt og med den fromme Kierkegaard, der altså var alt andet end from, som kernegods, så kan bogen læses lidt ad gangen, et bidrag for sig eller fra enden til anden. Den er nemlig god og indsigtsfuld.
Skriv et svar