I militæret lærer man at rette af, mens man i køkkenet klarer at rette an, og så kan man i mange sammenhænge være nødt til at rette ind, hvis man skal kunne begå sig. For nogen kan det være nødvendigt at gå rettens vej, og hvis man går derfra og har vundet i retten, så er man parat til at rette ryggen, hvilket man for øvrigt også lærer i militæret. Det bliver klart for de fleste i deres liv, at det næsten altid kan lykkes at rette sig, også selvom man skal rette sig efter andre, men det kan man snart finde sig til rette med. Hvis man går i rette med nogen, så kan man ende med at komme til rette med dem, især hvis man har lagt det hele godt til rette og med rette. Ordet ortodoksi betyder faktisk at tro på den rette måde, og den rette måde er altid i retningen mod Gud, og den retning bliver man meget klogere på, når man læser den kloge bog ”Den generøse ortodoksi” med undertitlen ”Konflikt og kontinuitet i kristendommen”.

Visionen om kristendommen
Bogen dykker ned i kristendommen og afdækker dens vision, der efter Niels Henrik Gregersens mening er en generøs ortodoksi, for som han forklarer: ”Ortodoksi er så afgjort et begreb med kontur, underligt på kant med samtidens søgen efter en mere formløs spiritualitet. Alligevel har jeg valgt forestillingen om ortodoksi som indgangsdør til at forstå kampen om kristendommen op gennem århundrederne – fra Jesu forkyndelse til i dag.” (7). Det siger sig selv, at det er et stort projekt, og at det kræver en stor viden, at leve op til en sådan formålsparagraf, som bogen indledes med. Det er også en stor bog, og jeg må med det samme sige, at jeg tvivler på, at ret mange ikke-eksperter på området eller ikke-teologer kommer den igennem. Ikke fordi den ikke er vanvittig interessant og velskrevet, men fordi den er så stor, tyk og fuld af termer og udtryk, som forudsætter en viden indenfor kristendommens historie og teologi.
Der er et titelessay og 20 gennemgange af de for kristendommen vigtige felter fra dens begyndelse til i dag, og det handler om at komme til en større forståelse af kristendommen, hvor der både er plads til forandring såvel som forankring. Ortodoksi-begrebet kan forstås i retning af noget fast og stivnet, men det er i bogen et nuanceret og bevægeligt begreb, der dog altid har sit udgangspunkt i tro, håb og kærlighed. Kristendommen har ændret sig gennem tiden, og man har haft møde og forsamlinger, hvor det gjaldt om at blive enige om eksempelvis en trosbekendelse, men det har til alle tider være med et Gudsnærvær, som man aldrig må tabe af sigte. Definitioner kan formuleres og bekendelser formidles, men Gud vil aldrig kunne sættes i bås, på formel eller fastholdes i enkelte sætninger. Derfor er rummelighed og mangfoldighed en nødvendig tilgang til kristendommen eller slet og ret det begreb, som Gregersen har forelsket sig i: Generøsitet.
At leve troen
Søren Kierkegaard brugte udtrykket lidenskab om troen, mens forfatteren til denne bog taler om passion, men præcis som Kierkegaard, gør han klart, at man skal leve troen. Det er ikke nok eller slet ikke kristendom, hvis man baserer sin tro på såkaldte korrekte meninger om Gud, for man er nødt til også at bevæge sig, og det er som nævnt en bevægelse i retning af Gud: ”Ortodoksien handler i sidste ende altid om at bruge kristendommen – om at leve troen, håbet og kærligheden på en åbnende og afbalanceret måde.” (8). En kristen treenighed er ikke blot Gud, søn og Helligånd, men også tro, håb og kærlighed, hvor den første trio er troens retning, mens den sidste er dens fundament. Vi skal have kontakt til den treenige Gud, men vi skal også leve i, med og gennem troen som en sikker bastion til et næstekærligt liv med vore medmennesker.
Selv de mest hellige skrifter, de dybeste bønner, og de fornemmeste ritualer bliver golde, kolde og intetsigende, såfremt man ikke forstår deres betydning og lever efter deres ånd. Gud er ånd, og som Johannes forklarer det i Evangeliet, så skal man bede i ånd og sandhed, mens Paulus understreger, at bogstaver slår ihjel, mens Ånden levendegør, og det levende består simpelthen i at lade sig bevæge og forandre i kristendommens ånd. Det bliver så smukt formuleret af Gregersen selv, der siger, at en bekendelses intention er at blive ført ud over sit lille jeg til et større selv, så de mest flittige Bibellæsere og bogstavtro fundamentalister er ikke i pagt med Gud, før de rejser sig og går ud og gør ligeså.
”Ortodoksien er således forankret i den praktiske livsfilosofi, der drejer sig om den rette handlen. Ortodoksi og ortopraksi hænger sammen.” (23), og det vil sige, at mening og praksis eller den rette mening og rette praksis må hænge nøje sammen. Det er slet ikke en nem øvelse, men det er en velanbragt og velmenende opsang, som vi får i bogen, fordi vi vist er begyndt at skøjte lige lovlig hurtigt og hyggeligt hen over det kristne budskab. Vi vil gerne have det ind med spaghetti og med de mest kendte salmer uden for mange vers, men når vi kommer ud i hverdagen og møder en verden af næster, så kan det godt knibe med den rette handling, for måske fik vi ikke alvoren bag budskabet med under den hyggelige og velsmagende familiegudstjeneste.
Læs, lær og lev Gregersens ortodoksi, så lover jeg en himmel fyldt af lysende stjerner, men jeg lover ikke, at det bliver nemt – hverken at læse eller leve ortodoksien, selvom den efter sigende skulle være ganske generøs.





Skriv et svar