Tyv tror, at hvermand stjæler, og man stjæler også til tider billedet fra andre, hvilket kan begynde med nogle stjålne blikke fra de andre. Når bare ikke andre tyvstjæler fra eller frastjæler en, så går det nok, at de til gengæld stjæler opmærksomheden. Faktisk kan man også stjæle sig selv, hvilket var helt nyt for mig, men det er, hvad der sker i bogen af Gisli Palsson med titlen ”Hans Jonathan, manden som stjal sig selv”, og den er oversat at Iben H. Philipsen. Det er en velskrevet, velgennemtænkt og veldisponeret bog, som man helst ikke lægger fra sig igen, for den sætter fokus på en ellers glemt eller snarere bortgemt historie, som bogstavelig talt er et sort kapitel i vores fortid. Det er historien om dengang, da Danmark handlede med andre mennesker og var en aktiv del af slavehandelen med en stor indtægt til følge. Skibe sejlede fra København til Afrika, hvor de blev læsset med indfangede mennesker, og fra Afrika sejlede skibene videre til Vestindien, hvor slaverne blev solgt, og så var der råd til alskens lækkerier i Vestindien i form af sukker, rom, tobak og kaffe, som igen blev solgt på den sidste destination, i København, hvor det hele begyndte. En trekantshandel var en kendsgerning.
Hans Jonathan har ikke været med på rejsen fra Afrika, men er blevet født på St. Croix i 1784, og da hans mor var slave, så blev sønnen det også automatisk, for man fødes ind i slaveriet. ”Børn født af slavegjorte kvinder var en velkommen forøgelse i deres lovmæssige ejeres øjne, uanset om deres fædre var sorte eller hvide. Sukkerplantagernes produktivitet afhang stort set af de slavegjortes arbejde, og derfor var en konstant tilførsel af nye kræfter afgørende. (s. 23). Hans Jonathan var en sådan tilførsel af nye kræfter, også selvom hans far formentlig var af en helt anden farve og noget helt andet og finere end slave.
Lad mig sige det med det samme, at jeg er dybt fascineret af bogen og finder den særdeles læseværdig, men jeg kan godt nok blive irriteret over det selvlavede ord ”slavegjort”. Ordet bruges for at vise, at slave er noget man bliver gjort til, men jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, som er uvidende herom. Vi havde trælle i oldtiden i Danmark, og så begyndte vi med en regulær slavehandel, men der har aldrig hersket tvivl om, at hverken træl eller slave var noget man blev frivilligt, og det kan ikke misforstås, at man træller for nogen eller er en andens slave. En slave er noget andre gør, tvinger eller presser en til, og så kan man altså også blive født som sådan, men slavegjort er en dobbeltkonfekt, hvor man unødigt gentager betydningsindholdet. Det svarer til, at man arbejder i fællesskab, eller yder bistandshjælp, for at yde, bistå og hjælpe er tre ting for det samme, og så er der dem, der bakker baglæns, hvilket næsten kan føre til, at man kommer fremad i stedet.
Ellers er der kun positivt at sige om bogen, der følger Hans Jonathans usædvanlige liv som slave på henholdsvis St. Croix, soldat i dansk militærtjeneste, fange i en Københavnsk arrest og fri købmand i Island, hvor han også fik familie og levede det, vi ville kalde et normalt liv. ”Fra og med marts 1801 havde Hans Jonathan været udsat for lidt af hvert. Henrietta Catherina, hans ejer, havde slået ham med en stok, hvorefter han stak af. Han blev dernæst anklaget for at stjæle 200 rigsdaler fra sin ejers søn. Han havde besvaret Kronprins Frederiks opfordring til at melde sig under de danske faner, og han havde kæmpet bravt mod briterne i Slaget på Reden. For indsatsen fik han 15 rigsdaler. Han var vendt tilbage til flåden og fundet en fortaler i Kaptajn Bille og selveste kronprinsen havde i et brev erklæret ham en fri mand. I mere end seks måneder havde han nydt livet som en fri mand i København, hvorefter han tilbragte de næste seks måneder i fængsel. Han havde været igennem en grusom retssag og var blevet frataget sin nyfundne frihed. Men i sommeren 1802 stjal han sig selv. (102). Det er en evig vekslen mellem geografiske steder, fangenskab og frihed, smerte og glæde, uvished og vished, for til sidst at tage sagen i egen hånd og stjæle sig selv eller gøre sig selv til en fri mand. Det var hårde betingelser og oplevelser, og det må have mærket Hans Jonathan for livet.
Bogen er grundig, systematisk og kronologisk opbygget, der er tidstavler og et væld af litteraturhenvisninger, såfremt man vil læse mere, og det sidste får man helt sikkert lyst til. Det er for mig at se altid ubegribeligt, at Danmark og mange andre lande har set det som en naturlig ting, at man handler med og behandler mennesker så uværdigt, og bogen her giver tillige den tydelige fortælling, at også i vort eget land forblev slaver slaver. Ingen så det som en ret eller menneskeret, at give slaverne frihed eller en tålelig tilværelse heller ikke her inden for Danmarks grænser, hvor det må have været underligt, at de medbragte slaver fra De Vestindiske øer fortsatte deres liv om ikke konkret, så i overført betydning i lænker.
Tusind tak!