Melorme i madpakken
En god bog til de yngste læsere og deres forældre.
Sols mor er madblogger. Hun blogger om mad som er meget anderledes end det Sols kammerater spiser. Faktisk er der tale om insekter i stor stil. Selvfølgeligt er det pinligt at have tangboller med orme med i madpakken. Det er også pinligt at dele kage ud til fødselsdag, som ingen tør smage. Men bogen fokuserer faktisk ikke ret meget på hvordan det påvirker Sol, at hendes mor er madblogger, klimaaktivist og alt muligt andet. Det som træder tydeligt ud af teksten er det kærlige forhold som Sol har til sin mor og omvendt.
Der er også en mormor. Det samme gør sig gældende her. Mormor har et kolonihavehus i en forening fuld af venlige mennesker.
Sol har også en bedste veninde og en kat.
Som mor, mormor og skolelærer har jeg set rigtig mange børnebøger. Rigtig mange børnebøger vil rigtig meget. Typisk vil de gerne belyse en eller anden problematik, eksempelvis det med at have en anderledes madpakke med i skole. Ofte bliver den slags bøger ”overpædagogiske” og drukner sig selv i velmenende floskler om at det er ok at være anderledes.
Melorme i madpakken er herligt befriet for den slags. Det er en god bog, som behandler et emne uden at tvinge noget ned over hovedet på læseren.
Samtidig er der et lille strejf af humor, hele vejen igennem. Ikke fald-på-halen-humor, bare sådan en kærlig hverdags-humor.
Gitte Søby Madsen, som er forfatter til bogen, har to tidligere udgivelser i samme genre – Rex rejser rundt og Hvordan får man nye forældre?
Jeg kan kun give denne bog mine bedste anbefalinger med på vejen. Jeg er helt sikker på at mange børn og voksne får stor glæde af at læse den.
Skriv et svar