Baggrund:
Oprindeligt håndværksuddannet i 1972, HF eksamen i 1975, cand. oecon 1981 og Ph.D. i 1990 begge fra Aalborg universitet.
Varetager hjemmeside ”Gorm Winters krønike”, som lig bogen er en meget personlige refleksioner over nyheder og igangværende samfundsdebat.
Bagsidetekst:
Bogen indeholder et sammendrag af klummer og artikler vedrørende politik, økonomi og samfund i Grønland. Ud over artikler om privatiseringsbølgen har artikelsamlingen andre facetter. Nogle af artiklerne ser kritisk på erhvervsskandaler i Grønland.
Artiklerne er præget af forholdene på det grønlandske universitet, Ilisimatusarfik, og af den arktiske forskning. De kollegiale kampe på universitetet er, på trods af at det er et lille universitet, akkurat lige så hårde, om ikke mere hårde, som på danske universiteter. Bogen fokuserer især på demokrati, magt og kolonialistiske og formynderiske.
En forsker har som andre en politisk holdning, og det ville være naivt at hævde, at samfundsforskning er objektiv. Bogen her er en debatbog præget af forfatterens holdninger og den viden, han har opbygget om det grønlandske samfund over 30 år.
Uddrag fra bogen:
At de mange bureaukratspirer tærer på bloktilskuddet, er ikke det eneste problem; deres velmenende ’bedreviden’ og formynderiske behandling af de ’stakkels vilde’ i Grønland er til tider næsten kvalmende. Om noget kan vi her se de hæslige konturer af Rudyard Kiplings billede af ’den hvide mands byrde’. Formynderi kaldes paternalisme. I det her tilfælde ytrer den sig på flere måder. Enten den nævnte bedreviden, der utilsigtet puffer den oprindelige befolkning i Grønland, inuitterne, ind i en offerrolle. Eller også som den patologiske omklamring af de ’ædle vilde’, der er nogle stakler, hvis de da ikke tilskrives nærmest guddommelige egenskaber hinsides al menneskelig natur.
Resumé:
Winther, der blandt andet stod bag den grønlandske del af magtudredningen og gennem en årrække underviste på universitetet i Grønland, Ilisimatusarfik, giver Danmark og danske tilkaldte hårde ord med på vejen i sin bog ”Dansker – luk døren forsigtigt efter dig”.
Her forsøger han at gøre op med den danske bedrevidenhed og fordomme i forhold til det grønlandske folk, som han mener også den dag i dag stadig gør sig gældende i Grønland, især hos såkaldte ”tilkaldte” danskere.
– Egentlig går danskerne kun i vejen. Når de endelig har fundet ud af, hvordan de skal bestride deres job efter et halvt års tid, rejser de hjem, skriver Winther blandt andet.
Winthers er tidligere Ph.D., cand. oecon med ansættelser bl.a. ved Aalborg Universitet og Ilisimatusarfik, hvor han har haft fokus på grønlandske forhold. Hansbetragtninger tager deres udgangspunkt i hans samling af debatindlæg, klummer og kronikker, som tidligere har været bragt i diverse danske og grønlandske medier, dog især i den grønlandske avis AG (Atuagagdliutit/Grønlandsposten). Hovedparten er fra årene 2004-2006, mens de længere indlæg kan dateres til perioden 1998-2013. Foruden at omhandle det grønlandske samfund/de grønlandske forhold, handler flere af indlæggene helt specifikt om konflikter på Ilisimatusarfik, som den gang var vel kendt i pressen. Winther forholder sig ligeledes til udfordringen i forhold til grønlændere vs. tilflyttende danskere, som han belyser via det historiske aspekt.
Vurdering
Dette var en bog, som jeg – qua mine egne erfaringer med det grønlandske samfund – havde glædet mig umådeligt til at læse. Bogen er dog ikke et neutralt og faktuelt skriv, men snarere en meget personlig og ensidig skildring af Winthers egne erfaringer og holdninger.
I bogen får man således Winthers indlæg og holdninger til mange aspekter i det grønlandske samfund hovedsagligt i årene 2004-2006, hvilket i sagens natur danner et noget fragmenteret og ensporet billede af debatten. Desuden er bogen til tider meget personlig og man er på ingen måde i tvivl om forfatterens egne tanker og holdninger, men bogen kan dog ses som et oplæg til sund debat.
Det politiske og debatoriske sprogbrug virker lidt tungt, men bortset fra dét rammer den genrer meget godt.
Tonen er kritisk, ja til tider synes den ligefrem aggressiv, dog savner jeg en konstruktiv komponent.
Vigtigt at holde for øje, at de fleste tilkaldte embedsmænd er specialister, som det grønlandske hjemmestyre selv har søgt efter i Danmark.
Det stærkt ladede ordvalg og den hårde kritik kan let skabe en slags ”os-og-dem”–kløft og hér kunne jeg godt savne flere fakta og en konstruktiv komponent. Det er let nok at være kritisk, men det er straks sværere at bidrage til debatten med forandringsforslag.
Da jeg selv har boet i Nuuk i en 4-årig periode som tilkaldt dansk arbejdskraft, har Grønland og det grønlandske folk en stor plads i mit hjerte. Jeg ved, at de fleste danske tilkaldte forsøger at tilpasse sig de grønlandske forhold og gerne vil yde deres bedste for landet og folket. Påstande om, at tilkaldte funktionærer og embedsmænd blot går i vejen og tager af kassen, synes derfor meget hård og fejlbehæftet.
Jeg er personligt ikke uenig i, at den danske indflydelse skal holde sig for øje at være en støttende samarbejdspartner og samtidig være yderst påpasselig med ikke at indtage en formynderisk rolle. Ej heller kan jeg modsige, at racisme og fordomme fortsat eksisterer i Grønland (og for resten går begge veje), men der mangler en pendant til den meget ensporede kritiske og generaliserende tone.
Bogen i sin helhed er et meget personligt stykke brænde til et i forvejen iltert politisk bål og bør derfor ikke stå alene, men derimod ses som et oplæg til yderligere debat.
Skriv et svar