I Haikudetektiven møder vi Matias – en lidt speciel fyr i trediverne. Han arbejder som It – nørd i virksomheden Centralforbundet og kender økonomisystemet som sin egen bukselomme. Da generalsekretæren Victor Staun pludselig styrter i døden fra sjette sals højde, er de fleste tilbøjelige til at afskrive det som selvmord. Matias er dog ikke så let at overbevise.
Matias beslutter sig for at grave lidt dybere. Han involverer kollegaen og journalistpraktikanten Josefine og da Matias på Sherlock Holmesagtig vis finder en afskåret finger ved han, at nogen ikke har rent mel i posen.
Jeg har ikke tidligere læst noget af Lasse Hjorth Madsen. Jeg må dog sige, at Haikudetektiven har gjort mig til fan. Historien er skrevet i 3-person, primært med Matias som fortæller. En relativt tyk sag, efter min målestok, på 403 sider. Alligevel tyggede jeg den let igennem. Der er nogle få tilbageblik og direkte tale; det gør læsningen god og nuanceret. Jeg var indfanget fra start af og min nysgerrighed vækkes for alvor, da Matias gør et frygteligt fund.
Sideløbende med, at Matias i Kaikudetektiven forsøger at snuse sig frem til sandheden, dyrker han med stor passion Haikudigte og sushi. Derimod er Matias ikke så passioneret, når det gælder kropskontakt med andre. Han er nærmest blevet stemplet med: manglende sociale kompetencer.
Jeg synes, at forfatteren til Haikudetektiven, har valgt at beskrive Matias på en yderst interessant og kontrastfyldt måde: følsom og letpåvirkelig kontra utilregnelig og hård. Allerede fra begyndelsen af, får jeg indtryk af, at han er anderledes. En form for ”offer”, fristes jeg til at sige, som han fastholdes i. Matias forsøger at bryde ud af rollen ved at fortælle sin mor, at han rejser til Japan; hun pointerer dog straks hans ”anderledeshed” og anbefaler ham at blive hjemme. Samtidig skyr Matias ingen midler i jobbet som “Sherlock”.
Jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på Matias; det gav et lille gys i mig.
Haikudetektiven benytter nogle træk, som jeg vil kalde typiske for en krimi. Eksempelvis er der “the usual suspects”. Og på sin vis minder Matias om Carl Mørck i Jussi Adler- Olsens krimier. Begge er de lidt enspænderagtige og ustabile. Dog har jeg en tillid til Carl Mørck, som er mere tvivlsom hos Matias. Derfor synes jeg, at Matias skiller sig ud som hovedpeson på en fed måde.
Jeg oplevede ikke Haikudetektiven som let gennemskuelig og uden at afsløre for meget, så er fundet af en afskåret finger, kun toppen af kransekragen. MEN…alligevel savner jeg noget, der gør bogen til både en shaken og stirred oplevelse. Derfor kan jeg kun belønne bogen med 4 stjerner, dog er de både skinnende og selvsikre og funkler i mørket.
Jeg vil klart anbefale Haikudetektiven, fordi jeg oplevede det som en rigtig god og spændende læsning. Jeg gennemgik hele paletten af både rørthed, vrede og chok. Og med en hovedperson som Matias, får historien et ekstra lag. Jeg kæmpede indimellem en indre kamp med mig selv. Er han the good or the bad guy? Det kan jeg godt lide, det er som en drivende kraft i læsningen.
Skriv et svar