Man kan være ensom midt i menneskemængden, være en ensom ulv, og det kan være en ensom affære, hvad man er ude i, som i øvrigt ikke har meget med en affære at gøre. Ensomhed er det, der gør os ulykkelige herhjemme, selvom vi i perioder skulle være verdens lykkeligste folk. Eremitter eller eneboere har fra tid til andet frivilligt søgt ud på øde steder for netop at være ensomme eller i hvert tilfælde enlige, for det er ikke nødvendigvis det samme, og vi kan alle sammen have behov for lidt enetid, uden at vi af den grund føler os ensomme. Tilsyneladende kan man ligefrem ruste en form for parathed til at være ensom, og så kaldes det ensomhedsparathed, eller det er, hvad Hans Hauge betegner det i sin bog med titlen ”Ensomhedsparathed” og undertitlen ”Eksistentialismens aktualitet”. Eksistentialisme, eksistentialister og eksistens er, hvad filosofien til alle tider beskæftiger sig med, også selvom man ikke kalder sig eller hører til gruppen af eksistentialister, men med Sokrates kom tanken om, at det enkelte menneske eller subjekt er hensat til sig selv og har ansvar for, hvordan dets liv udfolder sig. Man frigør den enkelte fra fællesskabets fængsel, og at Sokrates endte sine dage i et fængsel er en helt anden sag.
Identitet som en trussel
Begrebet identitet bliver behandlet i starten, og Hauge siger: ”Identitet eksistentialistisk forstået handlede befriende nok ikke om ”kultur”. Identiteten kan ikke være kollektiv. Eksistentialisme er hinsides kultur. Eksistentialisme gider ikke identiteter, for hvis man får sådan en, er subjektet ikke intet, men noget. Menneskets væsen er ikke at have et væsen, en essens, en identitet… Identitet er en trussel mod den enkelte.” (s. 12). Så blev det slået fast, og det hele begynder faktisk såre godt.
Desværre fortsætter det ikke helt så godt, og jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal udtrykke min kritik af bogen, som jeg så småt i løbet af læsningen fik oparbejdet. Først vil jeg sige af rent grafisk karakter, så er bogstaverne ganske små, så man skal ikke være i min alder, hvis man skal læse den uden at blive alt for træt. Jeg faldt meget for idéen om, at man skal være parat eller have evnen til ensomhed, for at være til på en bestemt måde, og det er jo helt i tråd med Søren Kierkegaards tanke om hiin enkelte, at det faktisk er et ensomt projekt at være til, og at man ikke kan søge hjælp hertil hos andre eller i fællesskabet. Ellers mistede jeg snart den røde tråd, hvis der overhovedet er en sådan, for der bliver listet en mængde folk og forfattere op, og der blev læsset mange små og store betegnelser på dem, og man fik opridset både nogle vigtige såvel som ligegyldige kendsgerninger undervejs. Det kommer eksempelvis ikke mig eller eksistentialismen ved, at Derrida er pædofil og Foucault islamist, hvilket står i en note på side 21 med henvisning til nogle naturalister, der har påstået det. På side 22 står der, at det er dumt af evolutionen at skabe bøsser, der blot elsker uden at formere sig, og i forlængelse heraf står der, at reptilhjernen også er skyld i, at vi spiser for meget, så overspisning og homoseksualitet stammer åbenbart fra samme sted i hjernen. Det er ganske vist med henvisning til Lone Frank, men det virker fuldstændig irrelevant i en seriøs filosofisk bog. Jeg er helt opmærksom på; at det ikke er Hauges egne synspunkter, men de væltes ind i forbindelse med en masse andre informationer, så man får godt nok svært ved at holde fast i, hvem der mener hvad, og man får ikke mindst svært ved at fastholde den egentlige pointe, som bogen burde være koncentreret om, og det er det vigtige emne eksistentialisme.
Person og sag
Interessant er det imidlertid hvordan person og sag forholder sig i eksistentialistisk sammenhæng: ”Det er sådan, at man ikke kan adskille person og sag, når man beskæftiger sig med eksistentialismen, for den handler jo netop om denne konkrete eksisterende tænker. Og vi får i dag svært ved at adskille person og sag, sådan som man kunne før i tiden. Man kan heller ikke løsrive eksistensfilosofferne fra deres steder, som ikke er oprindelser, men netop steder. Eller fra deres tid. De er ikke universalister. (s. 24). Det levede liv og tanker er det centrale for eksistentialismen, og det er også det, som man gerne vil læse om, og herunder kommer Kierkegaard også på banen, hvilket jeg nyder at fordybe mig i.
Ellers vil jeg sige, at Hauge formentlig har så stor en viden og så bredt et kendskab til bøger og tænkere, at han helst vil læsse det hele ud i en enkelt bog og på de enkelte læsere, men det er altså forfejlet. Lidt men godt er det, vi bør give i filosofisk formidling, og så hellere en hel serie om eksistentialister, men dog helst uden for mange intime detaljer.
Skriv et svar