”Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl”
Baggrund:
Harper Lee blev født i 1926 i Monroeville, Alabama. Hun studerede jura ved University of Alabama 1945-1949.
Harper Lee´s klassiker “Dræb ikke en sangfugl / To kill a mockingbird” blev første gang udgivet i 1960, en tid hvor American Civil Rights Movement netop var begyndt at røre på sig.
I 1961 vandt den Pulitzerprisen og er sidenhed oversat til mere end 40 forskellige sprog og har solgt 30 millioner eksemplarer på verdensplan.
Romanen er filmatiseret flere gange, den bedste kendte version er nok filmen med samme navn fra 1962, som havde Gregory Peck i rollen som Atticus Finch.
Udgivet i nyt oplag af Lindhardt og Ringhof i 2017.
Resumé:
Handlingen udspiller sig i den fiktive by Maycomb, Alabama, under depressionen i 1929-1939 og udspiller sig over en periode på 3 år.
Historien fortælles af drengepigen Jean Louise ”Scout” Finch og vi følger hende, fra hun er 6 til 9 år gammel.
Scout bor sammen med sin 4 år ældre storebror Jeremy ”Jem” Finch og deres far Atticus Finch, enkemand og anerkendt advokat. Atticus opdrager sine børn til empati og retfærdighed og går selv forrest som et godt eksempel.
Husholdningen består for øvrigt af den afro-amerikanske hushjælp Calpurnia. Moderen døde tidligt og den kvindelige indflydelse i Scouts liv er derfor begrænset til Calpurnia, et par nabokoner og en syrlig tante.
Del 1:
Den første del af bogen er episodisk samling af situationer fra Scouts barndom, som er med til at beskrive hende som person, men også byen og tiden. Man får en god fornemmelse for den scene, som resten af bogen udspiller sig i.
Scout hader skolen og løser livets udfordringer med næverne. Det meste af hendes lærdom og livsforståelse kommer fra gaden og hendes far. Atticus accepterer hende altid, præcis som hun er, og prøver at lære hende den samme accept og anerkendelse af andre menneskers forskelligheder og værdi.
Scout og Jem kender byen og dens indbyggere godt og de har en særegen forståelse for den sociale rangorden.
“Der er fire slags mennesker i verden. Der er de almindelige som os og naboerne, der er sådan nogen som Cunninghams ude i skovene, der er sådan nogen som Ewells ude på lossepladsen og så er der negrene.”
Den eneste nabo, der undrer dem og vækker deres nysgerrighed, er den mystiske Arthur Radley, med tilnavnet Boo. Boo kommer tilsyneladende aldrig ud af sit hus. Da naboens nevø, Dill, tilbringe somrene i Maycomb, påbegynder børnene en række besatte og til tider farligt forsøg på at lokke Boo udenfor.
Del 2:
Omtrent midtvejs i romanen ændrer stemningen sig til et klassisk retsdrama.
Da Tom Robinson, en af byens afrikanske indbyggere, bliver falsk anklaget for voldtægt af den unge hvide kvinde, Mayella Ewell, vælger Atticus nemlig at være hans forsvarer. Selv da han trues af lokalsamfundet fastholder han alles ret til en forsvarer og fører sagen med sikker hånd. Retssagen får en række spændinger i lokalsamfundet til at bryde ud i lys lue og børnene mærker på egen krop de racistisk og dobbeltmoralske strømninger i den lille by.
Atticus beviser med al tydelighed, at Tom umuligt kan have begået forbrydelsen. Ud fra bevismaterialerne fremlægger han endda et mere plausibelt scenarie, hvor Mayella´s egen far, Bob Ewell, synes at være den skyldige.
Bob Ewell viser sig at være en noget shady karakter. Han er vel dét, man bedst kan beskrive som ”white trash”: doven, beruset, usoigneret. Han lover at hævne sig på Atticus for at have tilføjet endnu flere pletter til hans allerede flakkede ry.
Alligevel dømmes Tom.
Alle tre børn er forvirrede over juryens dom. Atticus forsøger at forklare, hvorfor juryens beslutning på mange måder var en foregående konklusion. Atticus forklarer børnene, at i retssager som disse, hvor det er en hvid mands ord mod en sorts, er det altid den hvide, der trækker det længste strå. Man bør i et retssamfund ikke dømme en mand uden beviser. Og alligevel sker det. Igen og igen. Det handler nemlig ikke længere om sandt eller falsk, men om sort og hvid.
”De har gjort det før, de gjorde det i aften, og de kommer til at gøre det igen,
og når de gør det … lader det såmænd til, at det kun er børn, der græder over det.”
(Atticus)
Hér kunne historien godt slutte, men en så bemærkelsesværdig retssag har naturligvis efterdønninger. Fortællingens klimaks udløses en sen aften, hvor Scout og Jem bliver overfaldet ……. og endelig forstår vi Boo´s egentlige rolle i historien.
Vurdering:
Hovedtemaet i romanen er tab af barndommens uskyld i mødet med den virkelige verden, mere specifikt racisme i de amerikanske sydstater i 1930’erne. Det er en fortælling om udviklingen fra barn til voksen, krydret med samfundets dogmer.
Bogen er åledes gennemsyret af modsætninger som for eksempel forholdet mellem sort og hvid, rig og fattig, land og by, og forholdet mellem kønnene. Tidens stereotype kønsroller berøres, ligesom generalisering og fordomme debateres.
Temaer om racisme, uretfærdige domsafsigelser, vold og incest i amerikanske white trash-familier kombineret med en ulmende racisme i samfundetssindet, kolliderer med Atticus´egen retfærdighedssans, medmenneskelighed og anerkendelse. Gennem hans briller dømmes ingen for deres afstamning eller sociale status, kun deres handlinger definerer deres værdi som menneske.
” … og Atticus … han var så rar, så rar …”
Jeg kunne mærke hans hænder under min hage, mens han med små blide bevægelser også stoppede tæppet ned om mine skuldre.
“Det er de fleste mennesker, Scout, når man først lærer dem nærmere at kende.”
Mens Atticus går forrest i kampen mod uretfærdighed og racisme, lærer børnene vigtige livslektier.
” Atticus havde ret. Han sagde engang, at man aldrig lærer et menneske rigtigt at kende, før man kryber ind i dets hud og ser med hans øjne. ”
Bogen bærer helt naturligt præg af sin samtid og kan til tider virke tung. Der er dog ingen tvivl om, at den fortæller en vigtig historie om den racisme, som desværre stadig gør sig gældende i dele af verden. En historie med en løftet pegefinger, som maner til eftertanke og besindighed.
Der er kort sagt tale om en god, gammel klassiker, som stadig har sin berettigelse på bogreolen.
Skriv et svar