Udgivet d 20/8 2019 ved Forlaget Aronsen og er baseret på en sand historie, som er blevet kontrolleret via den dokumentation, der findes og er til rådighed.
Baggrund:
Heather Morris er født og opvokset i New Zealand, men er i dag bosat i Australien.
Sideløbende med sin ansættelse ved et stort hospital i Melbourne, skrev hun i flere år manuskripter. Ét af dem blev udvalgt af en Oscar-belønnet manuskriptforfatter i USA.
I 2003 blev Heather Morris præsenteret for den slovakiske holocaustoverlever Lale Sokolov, som var tatovør i Auschwitz. Gennem talrige interviews udformede hun Lales historie om sine oplevelser i Auschwitz. Oprindeligt var der tale om som et filmmanuskript, som opnåede høje placeringer i internationale konkurrencer. Til sidst skrev hun dog manuskriptet om til sin debutroman, Tatovøren fra Auschwitz.
Resumé:
I 1942 bliver den slovakiske jøde Lale Sokolov, fange nummer 32407, sendt til Auschwitz-Birkenau. På grund af sine sproglige færdigheder og evne til at tale mange forskellige sprog blev han hurtigt udpeget som tatovør med ansvar for at kradse blæk ned i alle nyankomne medfangers underarme.
Med den nye status fulgte mere en mere smule frihed, som Lale benyttede til at bevæge sig mere frit omkring i lejren og indgå byttehandler med andre fange. Således lykkedes det ham at være mellemled i en handel mellem politiske fanger fra Rusland, som delte deres ekstra madrationer mod selv at modtage smykker og ædelstene, som kvinderne smugle ud fra sorteringsterminalen. Maden delte Lale efterfølgende med andre sårbare fanger eller byttede den for tjenester i lejren. På den måde var han med til at holde andre fanger i live.
Lale var ikke blind for koncentrationslejrens rædsler og han vidste, hvad der ventede ham selv og hans medfanger. Han var også særdeles klar over, at hans egen position i lejren kunne tolkes som om, han var en villig medspiller i lejrens hovedformål. Derfor brugte han sin status i lejren til at hjælpe så mange, som muligt. Selvom Lale risikerede sit eget liv og position på at hjælpe så mange medfanger, som muligt, levede han også med en snert af skyldfølelse over at arbejde for SS-regimet og en tilbagevendende frygt for at blive stemplet som kollaboratør. Denne ængstelse for at blive mistænkt for at have været nazisternes villige redskab og partner går igen flere gange i hans beretning og måske netop dérfor var det så vigtigt for at ham at give sit vidnesbyrd og forklare sine valg.
Selvom læseren ikke skånes for lejrens gru i form af tortur, menneskelige eksperimenter og afstumpede udryddelsesprocesser, så er det ikke hovedfokus i Lales beretning. Det er derimod en fortælling om, hvad mennesker er villige til at gøre for selv at overleve og for at redde andre. Det er en personlig beretning om håb og mod …. og om at møde sand kærlighed midt i rædslerne.
Ja, sand kærlighed. For da Lale mødte Gita i tatoveringskøen, var det kærlighed ved første blik. Overlevelse blev deres fælles mål.
Vurdering:
Jeg har læst mange bøger og især øjenvidneberetninger fra koncentrationslejrene. Der findes mange fortællinger, med langt større fokus på lejrenes modbydeligheder, ligesom jeg er stødt på mere dramatiske og visuelle beskrivelser af menneskeligt forfald og kamp for overlevelse.
Det er dog første gang, jeg læser en så afdæmpet hyldest til kærlighed og selve livet, som også udspillede sig . Heather Morris formår at ramme hele følelsesregisteret i glidende, næste ubemærkelige, overgange. Fra sorg, til frustration og vrede, til små glædesbobler over parrets dybe affektion for hinanden og håbefulde tilgang til fremtiden og friheden.
Sproget glider legende let med sine malende beskrivelser og et persongalleri, som virker levende og autentisk. Man føler med hovedpersonerne og lever sig ubesværet ind i deres individuelle situationer på godt og ondt.
Visuelt præsenterer bogen sig flot. Forsiden er simpel og på sin vis elegant, fonten er velvalgt og læselysten vækkes allerede hér.
Romanen har mødt modstand fra flere sider, blandt andet en del kritik fra Auschwitz Memorial Research Center, som anfægter autentitet og fakta.
Heather Morris har ved flere lejligheder udtalt, at bogen bygger på én mands erindringer, som ligger 70 år tilbage i tiden. Den er således ikke en faktuel historisk fagbog, men skal læses som dét, der er. Som sådan fungerer romanen rigtigt godt. Lales erindringer, bekymringer og overvejelser 70 år efter Auschwitz er bestemt værd at læse. Skulle læseren ønske at dykke længere ned i historiske fakta og kildekritik, kan dette let gøres ved en googlesøgning. Auschwitz Memorial Research Center har gjort deres egne undersøgelser tilgængelige for alle.
Således en bog, som alle bør læse.
Skriv et svar