Man kan interessere sig for at følge andres spor, og det gør jo ikke spor, hvis man bare ikke forfølger dem, men man risikerer selvfølgelig at krydse deres spor. Det værste, der kan ske, er, at det hele løber af sporet, og desuden kan man komme dertil, at sporene skræmmer lidt, når man atter får sporet det hele op. Hvis man til gengæld evner at opdage, opsnuse og opdrive alverdens spændende eventyr for hvert spor, som man tager på sin vandring, så er sporene det hele værd, og det er, hvad Helle Bertram evner at vise os alle i sin fine bog med titlen Spor.
Til langsomhedens pris
Det kommer frem i indledningen, at en rejse til fods er karakteriseret ved langsomhed, og det får nok mange af os til at tænke på den gode bog med titlen Til langsomhedens pris af Owe Wikström , hvor man virkelig finder ud af, at det gode i ens liv ikke er overskridelse af hastighedsbegrænsningerne, men netop at sætte farten ned. Det er nøjagtig, hvad Helle Bertram forklarer i bogen, idet hun beskriver, hvordan man i kraft af langsomheden oplever, at erindring og vandring krydser spor. Hun skriver:
Du ved, at du møder dig selv, og du møder dem, du kender. Du ved, at der ikke er noget filter, at der ikke er noget, du kan gemme dig bag. Du ved, at det er modigt at gå, fordi du ikke slipper væk fra noget, men møder dig selv og det, der er styr på. (s. 7).
Jeg kan ikke sige andet, end at jeg faldt pladask for bogen, for jeg vandrer hver eneste dag, medmindre jeg virkelig er forhindret, og det var jeg i juletiden, hvor jeg måtte tilbringe en del tid i sengen, men heldigvis var der spor af held, for jeg modtog bogen med posten, og så skulle der læses. Det vil sige, jeg læste den i et drag, og blev først skuffet over, at det gik så hurtigt, men dernæst gik det op for mig, at jeg havde haft en vidunderlig oplevelse i kraft af teksten, billederne og så alle de oplæg til selv at tænke videre.
Som det kommer frem i bogen, så er der lange og korte vandringer alt efter ens oplagthed, og hvilken tid man har til rådighed den dag, og det bliver klart, at den egentlige rejse ikke er et spørgsmål om de skridt eller spor, som man tilbagelægger, for det hele handler om de indre spor, hvor man beskæftiger sig med alt fra sorg, dilemmaer eller livskriser, hvilket man bogstavelig talt kan gå igennem, når man går.
Et tilbageblik
Ud over vandringen møder jeg et andet genkendeligt scenarie, for pludselig er vi på Stevns, hvor jeg lever meget af mit liv, og her hører vi om de byer, hvor man henholdsvis kan komme på diskotek, hvis man får lov til det af sine forældre, og i svømmehallen, hvor man kommer til med bussen. Bogen er således en skøn indføring i liv og livsførelse, i tanker og tankespor og den kan læses og ikke mindst genlæses, hvis man holder en lille pause i grøftekanten på sine vandringer. Derfor er mit råd, at det ikke er spor overflødigt at anskaffe sig bogen, og den vil helt sikkert sætte sine spor i ens bevidsthed, når man fordyber sig heri.
Skriv et svar