Hemmeligheden om Kristus- Christian Lindtner
Om Christian Lindtner
Forfatteren Christian Lindtner døde i november 2020, og er begravet på Søllerød kirkegård. Christian Lindtner blev født i 1949. Hans uddannelse omfattede klassiske og orientalske sprog, klassisk og orientalsk filosofi og religionshistorie. I 1983 tog C. Lindtner en doktorgrad i buddhistisk filologi, og hans afhandling om den indiske filosof Nâgârjuna er blevet offentliggjort i flere bøger på dansk om buddhismen. Christian Lindtner var en yndet foredragsholder og er verdenskendt for sin enorme viden om buddhisme.
Grundlæggende var Christian Lindtner altid på udkig efter den ultimative sandhed, og hans forskningsarbejde er omfattende og hans udgivelse af hemmeligheden om Kristus må give stof til eftertanke blandt alle mennesker med interesse for religion og filosofi. Udgivelsen vil med garanti også kunne opfattes som en provokation, eller som Niels Jørgen Lindtner beskriver det;
” som en bombe under den vestlige verdens selvforståelse”
Hemmeligheden om Kristus
Romanen er på 273 sider. Bogen starter med et forord af Niels Jørgen Lindtner, herefter et forord af Christian Lindtner inden bogen i de efterfølgende kapitler frem til side 155 fremlægger forskningen. Fra side 157 og frem kommer der diverse tillæg, som beskriver navne og titler, lokaliteter, bogstaver, tal, ting og begreber mv. som er nødvendig baggrundsviden for den dataorienterede læser. Bogen afsluttes med to appendikser.
Skrifttypen er lille, og umiddelbart kan bogen virke tung at komme igennem, men sproget er let læseligt, stort, historisk, og nuanceret. Når det er sagt, så er teksten også på et højt niveau og med faglig tyngde.
Den sproglige variation og bogens indhold er interessant og gør læseoplevelsen intens. Forfatterens vid gør, at stoffet kan være vanskeligligt at få fat i, idet forfatteren kommer så langt ud i hjørnerne og går så meget i dybden teoretisk og sprogligt at bogen helt automatisk fordre koncentration og fokus fra læseren.
Særlig interessant er temaet og budskaberne i hvert enkelt kapitel. Den største kunstneriske styrke ligger i forfatterens brug af sproglig variation, som muliggør tekstforståelse på en let og elegant måde. Med sætninger som; ”Kristendommen er buddhistisk propaganda ”, ”De fire evangelier er…. nøjagtige kopier af de gamle buddhistiske sûtraer..”og ” … For at forstå kristendommen må man kende buddhismen. Man forstår nemlig først en kopi, når man kender originalen” er der ingen tvivl om at nogle læsere vil betragte bogen som en provokation.
Spørgsmålet er om ikke det i virkeligheden er netop det, som Christian Lindtner søgte? En provokation giver eftertanke og en eftertanke giver refleksioner og en refleksion synliggør nuancerne.
Uanset religiøs retning handler filosofiens væsen vel netop om at skabe refleksion, dialog og bevidsthed omkring verdens opfattelser af sandheder?
Min anbefaling
En fremragende bog, som efterlader læseren med mange spørgsmål og refleksioner omkring egen og ikke mindst verdens selvforståelse. Jeg sidder som anmelder tilbage med en fornemmelse af, at her sidder jeg med et mesterværk, en velbevaret hemmelighed, som jeg har fået indblik i. En alternativ måde at forstå verden på, og jeg opfatter bogen som skelsættende på mange måder.
Bogen er højaktuel netop nu, hvor der i en kompleks verden er øget fokus på selvforståelse, religion og filosofi. Bogen vil uden tvivl blive opfattet som en provokation i nogle kredse, men måske er det faktisk hensigtsmæssigt engang imellem at blive rystet lidt ud af kurs? I hvert fald er vi som mennesker nødt til at forholde os til konkrete fakta.
Skriv et svar